Lars Bak bristede i belgisk brostens-løb
Alexander Kristoff endte som samlet vinder ved Tre dage ved Panne, hvor danske Lars Bak skuffende mistede sin podieplads.
Lars Bak var eneste dansker med vinderchancer inden skærtorsdagens to etaper i det belgiske Flandern-løb Tre dage ved Panne.
Efter morgenens sprintetape, som Team Katushas førende nordmand, Alexander Kristoff, vandt, var Lotto-Soudal-danskeren på tredjepladsen, inden eftermiddagens afgørende enkelstart.
Det kørte dog ikke som smurt for danskeren, og Lars Bak gled langsomt ned på en samlet sjetteplads – 59 sekunder efter løbets samlede vinder, Alexander Kristoff.
Bradley Wiggins vandt den afsluttende enkelstart, og mens Alexander Kristoff holdt sine værste konkurrenter bag sig, kunne nordmanden dermed lade sig hylde som samlet vinder. Kristoff havde også vundet løbets første to etaper og skrev dermed historie i løbet med tre sejre.
»Jeg har ikke arbejdet meget med min enkeltstart, som billederne måske afslører. Jeg var lidt nervøs inden starten, men jeg formåede at holde godt tempo hele vejen,« sagde Kristoff efter løbet til presseskaren.
Alexander Kristoff, Lars Bak og resten af cykelfeltet skal allerede på søndag i kast med de belgiske brosten igen, hvor Flandern Rundt begynder.