Langsomt internet koster sommerhusgæster

Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Internethastighederne i de danske sommerhuse halter gevaldigt efter helårsboligerne, viser nye tal fra Dansk Energi.

For eksempel har 69 procent af helårsboligerne i Region Midjylland adgang til en 100/30 Mbit/s bredbåndsforbindelse, mens det samme kun gør sig gældende for 24 procent af sommerhusene. I de øvrige regioner er det mellem 11 og 49 procent af sommerhusene, der har adgang til 100/30 Mbit/s.

»Tallene viser, at dækningen af højhastighedsbredbånd i sommerhusområder lader meget tilbage at ønske, når man sammenligner med dækningen for helårsbeboelser,« siger chefkonsulent i Dansk Energi Thomas Woldiderich.

»Og det er altså et ret stort turismeerhverv herhjemme med millioner af kroner på spil. Dækningen i mange sommerhusområder er simpelthen for langsom til at kunne trække streamingtjenester eller andre lidt tungere ting, som man kunne få behov for i et sommerhus,« siger han.

Forbindelsen er faktisk så dårlig, at feriegæsterne ofte fravælger huse uden en hurtig forbindelse. En undersøgelse fra Danmarks største kæde af lokale selvstændige feriehusbureauer, Feriepartner Danmark, viser, at sommerhuse med hurtigt internet udlejes 1,5 gange så meget som huse uden. Det vil sige, at sommerhuse med hurtig netforbindelse har en 50 procent bedre belægning.

Direktøren i Feriepartner Danmark, Flemming Løager Andersen, bekræfter, at det halter med den hurtige internetdækning mange steder.

»Det er et kendt fænomen, at man skal særlig langt ud i sommerlandet, før forbindelsen er næsten ikke-eksisterende,« siger han.

»Nu er der trods alt begyndt at komme bedre mobildækning, men vi kunne alligevel konstatere i begyndelse af 2015, at efterspørgslen på huse med wifi var 50 procent større end huse, der ikke har wifi,« siger Flemming Løager Andersen og pointerer, at sommerhusgæsterne anno 2015 prioriterer hurtigt internet højere end faciliteter som vaskemaskine og opvaskemaskine:

»For ganske få år siden var det den femtevigtigste facilitet i sommerhusene, men i 2014 blev wifi den mest efterspurgte facilitet fra vores gæster. Vores opfattelse er helt klart at det tidligere var »nice to have« men nu er »need to have«. Særligt for familier med børn og unge er internet en forudsætning for en god ferie,« siger han.

Selv om mobildækningen er blevet bedre i det ganske land, mener Dansk Energi, at man tydeligt kan se, at det gør en markant forskel de steder, hvor energiselskaberne har leveret fibernet til sommerhusene.

Derfor anbefaler Thomas Woldiderich også, der bliver taget hånd om problemet.

»Der er flere forskellige løsningsmodeller. Man kan gå sammen flere borgere og kontakte sin grundejerforening og lokale udbydere som energiselskaber eller teleselskaber, som kan levere varen. Jo flere man går sammen, jo bedre chancer er der for at få fibernet gravet ned,« siger Thomas Woldiderich og fortsætter:

»Man kan også presse sin kommune lidt og bede den bruge sin købekraft, når kommunen køber ind til egne formål såsom skoler eller borgerservicecentre. I sådanne udbud kan kommunen også stille krav om dækning i eksempelvis sommerhusområder, hvor der er dårlig bredbåndsdækning,« siger han.

Powered by Labrador CMS