Landstrænen fastholder accept af rødt kort-tackling

Landstræner Gudmundur Gudmundsson havde gerne set et mere aggressivt hold. Foto: Claus Fisker/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Gudmundur Gudmundsson fortalte ved torsdagens pressemøde i Qatar, at han gerne havde set de danske spillere tackle igennem ved spaniernes afgørende mål – også selvom det havde kostet et direkte rødt kort. Den forklaring uddyber landstræneren nu over for bt.dk.

Joan Cañellas fik relativt ugeneret lov til at trække sin skudarm forbi en dansk parade og klappe bolden i kassen til slutstillingen 25-24 i Danmarks kvartfinale ved VM i Qatar – og dermed samtidig sende Danmark ud af medaljekampen tre sekunder før tid.

Her havde Gudmundur Gudmundsson gerne set et mere aggressivt forsvar – også helst en (for) hård aktion, der effektivt havde punkteret Spaniens angreb. Også selvom tacklingen muligvis havde ført til et direkte rødt kort fra det tyske dommerpar.

»Det er synd – vi skulle have tacklet til sidst. Så må man gå op og tage et rødt kort. Han (Cañellas, red.) må ikke få muligheden for at skyde den bold i mål,« siger Gudmundur Gudmundsson til bt.dk.

Nogen vil nok mene, at det er en kontroversiel udmelding at sige, at I skulle have taget et rødt kort?

»Det kan du sige. Sådan er det. Jeg går efter sejren, og derfor ville jeg bare have stoppet det angreb. Hvis det havde kostet et rødt kort, så måtte vi bare acceptere det. Jeg vil ikke spille håndbold på den måde, at jeg går efter røde kort, jeg ville bare gå efter at få en aktion stoppet. Det er kun det,« siger Gudmundur Gudmundsson.

Landstræneren erkender da også, at håndboldsporten har et etisk moralkodeks, som alle håndboldspillere bør efterleve.

»Misforstå mig ikke. Vi skal spille som idrætsmand. Jeg ville bare have angrebet stoppet, og så måtte vi leve med det røde kort. Man ved aldrig, hvad der sker i sådan en situation,« siger Gudmundur Gudmundsson.

For Gudmundur Gudmundsson og resten af det danske landshold handler de kommende dage om at få vundet de sidste to placeringskampe, så Danmark på den måde får de bedste forudsætninger for at kvalificere sig til OL i Rio i 2016.

Fredag skal Danmark i aktion mod Slovenien.

 

Powered by Labrador CMS