Landsret kan sende Sam Mansour til Marokko

Et nævningeting idømte i december Sam Mansour fire års fængsel for ytringer. Han risikerer at miste sit pas. Arkivfoto: Jeanne Kornum/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Et nævningeting idømte i december Sam Mansour fire års fængsel for ytringer. Han risikerer at miste sit pas.

Der lød glædesbrøl fra skæggede mænd i Retten på Frederiksberg, da manden, der kaldes boghandleren fra Brønshøj, i december lige nøjagtig undgik at miste sit danske pas for terrorisme.

Beslutningen om at lade den i dag 55-årige Sam Mansour blive i landet er imidlertid ikke den rigtige, mener Statsadvokaten, der ønsker Østre Landsrets syn på sagen.

– Vi har en påstand om, at han skal dømmes i fuldt omfang. Vi mener, at betingelserne for at kræve udvisning er opfyldt, siger anklager Anders Larsson forud for ankesagen, der begynder torsdag.

Nævninger og juridiske dommere på Frederiksberg var da også stærkt uenige om, hvorvidt de for første gang i dansk retshistorie skulle tage det danske pas fra en lovovertræder.

Syv stemmer blev afgivet for at lade ham blive, mens der var fem for at fratage dansk-marokkaneren det rødbedefarvede pas.

Flertallet pegede på, at det ikke kan udelukkes, at han ville lide overlast, hvis han blev sendt hjem til Marokko.

Netop det forhold henviser også hans forsvarsadvokat til.

– Hvis han bliver udvist til Marokko, er han i stor risiko for at blive udsat for tortur. Det foreligger der vældig god dokumentation for, siger advokat Thorkild Høyer.

Sam Mansour er anklaget for at opfordre til terror, dødstrusler og overtrædelse af straffelovens racismeparagraf. Det skal være sket i opslag på Facebook og i e-mails.

For det idømte Retten på Frederiksberg Mansour fængsel i fire år – en relativt hård straf sammenlignet med andre sager, der udelukkende drejer sig om ytringer.

Den glødende islamist vil imidlertid helt frifindes, siger Thorkild Høyer.

– Det kan godt være, man ikke bryder sig om hans ytringer, men et demokrati er jo netop kendetegnet ved, at det også kan rumme udtalelser, man ikke kan lide, siger advokaten.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS