Landsholdsprofil klar igen efter uheld

Nikolaj Markussen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Fysioterapeuten frygtede en alvorlig skade, men landsholdsprofilen Nikolaj Markussen slap med skrækken efter weekendens uheld på banen. Han forventes klar til kamp allerede lørdag.

Et vådt halgulv i Aalborg kunne nemt have kostet Skjern-spilleren Nikolaj Markussen en længere skadespause.

I lørdagens topkamp mod Aalborg Håndbold gled den 211 centimeter høje Skjern-bagspiller ud i spagat i et solouheld på midten af banen, men heldigvis for både landsholdet, Skjern Håndbold og Markussen selv viste uheldet sig ikke at være så slemt som først antaget.

– Vi frygtede med det samme, at det var rigtig alvorligt, men han slap udsædvanligt heldigt fra noget, der lignede en trafikulykke, siger John Bruun, der er Markussens fysioterapeut på både landsholdet og i Skjern Håndbold.

På benene igen

Uheldet har givet Nikolaj Markussen smerter i muskulaturen ved maven, lænden, lysken og den ene balle, men det er heldigvis uden betydning.

Tirsdag trænede Skjern-stjernen med landsholdskammeraterne under landsholdssamlingen i Silkeborg, og det gik uden de store problemer.

– Jeg har trænet to gange i dag, og selvom jeg er lidt stiv i kroppen, er der ingen alarm. Jeg er på benene igen, siger Nikolaj Markussen.

Den tidligere Atletico Madrid-spiller forventer at være klar til Skjerns topkamp mod KIF Kolding København på lørdag.

Powered by Labrador CMS