Landsholdschok: Stjerne rejst skadet hjem

Frederik Rønnow er rejst hjem fra landsholdslejren, og Daniel Iversen fra Rotherham er kaldt ind som reserve.

Kasper Schmeichel, Jonas Løssl og Frederik Rønnow under det danske fodboldlandsholds træning på Vokrri Stadium i Pristina i Kosovo, onsdag den 20. marts 2019. Kosovo og Danmark mødes i en venskabskamp i Pristina i Kosovo, torsdag den 21. marts 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Reservemålmand Frederik Rønnow har forladt det danske landshold forud for torsdagens EM-kvalifikationskamp mod Gibraltar.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

Eintracht Frankfurt-keeperen har problemer med ryggen, og derfor er han sendt hjem til sin tyske klub.

Rønnow var formentlig ikke kommet på banen mod Gibraltar og i søndagens kamp mod Georgien, da Kasper Schmeichel er det klare førstevalg mellem stængerne på landsholdet.

Ny spiller klar

Som erstatning har den vikarierende landstræner, Jon Dahl Tomasson, indkaldt 22-årige Daniel Iversen.

Iversen optræder til daglig for Rotherham i den tredjebedste engelske fodboldrække.

Daniel Iversen var i sommer målmand for U21-landsholdet ved EM i Italien.

Ud over Iversen og Schmeichel er FC Midtjylland-målmand Jesper Hansen også udtaget til de to forestående landskampe.

Danmark har fem point efter de tre første kampe i EM-kvalifikationen mod Schweiz, Irland og Georgien.

Powered by Labrador CMS