Landsdækkende kontrol: Disse trafikanter jages
Der er grund til at få styr på cyklen, når politiet i de kommende uger vil føre en landsdækkende kontrol.
Det er mørkt udenfor, når man vågner. Og solen synes uendeligt langt væk, når man skal bevæge sig ud i trafikken.
Artiklen fortsætter under videoen.
Derfor har Rådet for Sikker Trafik og det danske politi sat sig for at gøre de danske veje mere sikre – nærmere bestemt de veje, hvor børn og unge færdes til og fra skole.
– Politiet vil i de kommende uger udføre ekstra kontrol ved landets skoler. De vil bl.a. have fokus på lovpligtigt udstyr på cyklen – ikke mindst cykellygter, skriver Rådet for Sikker Trafik på Facebook.
Det er langt fra første gang, at politiet udfører kontroller ved de danske skoler, men hver gang har kontrollerne altid en vis effekt.
I galleriet ovenfor kan du se de vigtigste regler for cykellygter.
Grund til kontrol
Newsbreak.dk har tidligere fortalt, at der i 2018 var 37.211 sager, hvor en bilist kørte for stærkt på en skolevej. Tallet var 53.853 for 2017, så der er altså tale om en nedgang. Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, har tidligere peget på, at nedgangen i antallet af sager kan skyldes øget fokus med kampagner og kontrol.
”Det er vigtigt at køre hensynsfuldt på skolevejene, hvor tusindvis af børn færdes hver dag. Hvert år stopper vi desværre alt for mange bilister, der kører for stærkt, som har glemt at bruge sele på dem selv og deres barn eller som undlader at respektere diverse forbudsskilte ved skolerne. For sikkerhedens skyld gennemfører vi også kontroller i år”, lød det i forbindelse med en omfattende kontrol tilbage i august fra Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Øget indsats
Rådet for Sikker Trafik, Trygfonden og landets kommuner har i fællesskab sat tusindvis af skilte op på skolevejene. Ser du sådan et skilt, ved du, at du er i nærheden af en skole, og så bør du overveje at sænke farten.
– Både de mindre og de større børn kan være meget impulsive og ser ikke altid de biler, der kommer kørende. Det stiller ekstra krav til bilisterne om at være meget opmærksomme og vise ekstra hensyn, når de kører på veje, hvor der færdes børn, fortalte Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik, i en pressemeddelelse sendt ud i forbindelse med en kampagne for sikrere skoleveje tilbage i 2017.
Få styr på reglerne
Derfor er det ekstra vigtigt, at man har styr på reglerne for lys på cyklen – både for ens egen sikkerheds skyld, men også for at undgå en bøde.
– Jo flere cyklister, der kører med ordentligt lys på, jo bedre er det for trafiksikkerheden. Derfor kan man også risikere en bøde, hvis man ikke har korrekt lys på cyklen, siger Jørn Pakula Andresen, vicepolitiinspektør hos Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, har tidligere forklaret, at han mener, at det er en god idé at tale med dine børn om vigtigheden af at køre med lys.
– Børn skal vide, at hvis de har glemt lygterne, eller batterierne er løbet tør, så skal de ikke cykle, for det er dødsensfarligt ikke at blive set i trafikken, siger han til Ritzau.
Klaus Bondam anbefaler også, at du og dine børn har et ekstra sæt lygter eller batterier med i tasken.