Landsdækkende kæde kalder børnebestik tilbage: Det er farligt for børn
Akut fare for børn, der benytter bestikket, får virksomheden til at kalde samtlige tilbage.
Under overskriften “Advarsel” henleder Søstrene Grene sine følgeres opmærksomhed på Facebook mod en vigtig meddelelse. Virksomheden har nemlig konstateret alvorlige fejl ved et af dens produkter til børn.
Der er tale om børnegafler lavet af bambus med forskellige designs. Som en sikkerhedsforanstaltning har Søstrene Grene valgt at tilbagekalde samtlige solgte gafler af slagsen. Der er kun registreret et problem med den seneste sending.
“Vi modtog den sidste sending i uge 47 2017. Vi har valgt at tilbagekalde alle gafler for en sikkerheds skyld”, skriver kæden til en Facebook-bruger.
Årsagen skal findes ved, at der er overhængende risiko for, at små dele kan knække af spidserne på børnegaflerne.
Det betyder, at børn i værste tilfælde kan komme til at sluge disse små dele.
“Kunder, som har købt gaflerne, kan få refunderet købsprisen ved tilbagelevering af produktet”, skriver Søstrene Grene, der beklager ulejligheden.
Produktet er solgt i en pakke også indeholdende en ske i Søstrene Grene-butikker over hele landet. Dem er der 55 af.
Der er ifølge Søstrene Grene ikke konstateret fejl ved skeerne.