Landsbyer jævnet med jorden af orkan i Fiji
Mindst fem meldes dræbt i Fiji, hvor antallet af dræbte og kvæstede ventes at stige efter monster-orkan.
Nedfaldne elledninger og oversvømmelser vanskeliggjorde søndag en omfattende redningsindsats i Fiji, efter at øerne var blevet hærget af en af de værste storme i nyere tid på den sydlige halvkugle.
Fjerntliggende landsbyer blev jævnet med jorden i øriget, som har omkring 900.000 indbyggere.
Voldsomme vindstød og skybrudsregn ødelagde hjem og infrastruktur mange steder, men hovedstaden Suva undgik det værste, da uvejret ændrede retning kort før, det nærmede sig byen.
Premierminister Frank Bainimarama bekræfter, at mindst fem er dræbt. Regeringen har indført 30 dages nødretstilstand med lukkede skoler og udgangsforbund frem til mandag morgen.
Øgruppen med omkring 300 øer blev lørdag ramt af den tropiske orkan Winston, som var i kategori fem, og som havde vindstød på op til 325 kilometer i timen. Mange steder er væltet træer.
Erhvervsmand: Ødelæggelser er omfattende
Nødhjælpsgrupper siger, at myndighederne endnu ikke har dannet sig noget klart billede af ødelæggelserne.
Erhvervsmanden Jay Dayal, som bor nær Rakiraki på nordkysten af den største ø, siger, at ødelæggelserne er meget omfattende.
– Det vil ikke overraske mig, hvis folk nu kommer til at sulte. Hele landet virker som et andet land. Det ligner ikke Fiji mere, siger han.
Australiens udenrigsminister, Julie Bishop, har tilbudt at sende nødhjælpsfly til Fiji, hvor der menes at opholde sig flere tusinde australiere.
Øgruppen modtager årligt omkring 340.000 turister. Luftfartsselskaberne Virgin og Jetstar indstillede lørdag flyvninger til Fiji.
Lederen af landets katastrofehåndtering, Akapusi Tuifagalele, siger, at 758 evakueringscentre er blevet stillet op i landet.
Stormen har bevæget sig rundt om det sydlige stillehav i en uge, hvor den har været omkring Vanuatu og Tonga og tidligere har den været på vej mod Fiji, men er drejet væk igen.
Cykloner er almindelige i Stillehavet og deres påvirkning er svær at forudsige
Tropiske orkaner eller cykloner er voldsomt uvejr, der opstår i områder med lavtryk over havet, og hvor vandets temperatur er omkring 26-27 grader, så der sker en høj fordampning. Det er fordampningen, der er den væsentligste energikilde til orkanerne.
/ritzau/Reuters