Landmand søger mand

Når landmændene skal forsøge at finde kærligheden i den syvende sæson af 'Landmand søger kærlighed', så er en af mændene for første gang på udkig efter en mand

Offentliggjort Sidst opdateret

Når det populære dating-program ‘Landmand søger kærlighed’ vender tilbage med en ny sæson, så bliver det med den hidtil største diversitet blandt de medvirkende. Det skriver TV2.

Blandt de medvirkende kvinder og mænd vil der både være de helt unge landmænd i begyndelsen af 20’erne, men også landmanden Svend på 73 år, der søger en at dele pensionslivet med.

45-årige Allan vil finde en mand

Derudover medvirker 45-årige Allan, der er den første landmand i programmets historie, som søger en kæreste af samme køn.

– “Landmand søger kærlighed” har etableret sig som et godt og trygt sted at finde en kæreste. Vi har efterhånden bragt rigtig mange sammen med succes, og det, tror jeg, får flere forskellige danskere – både mænd og kvinder – til at melde sig, siger TV2’s underholdningsredaktør Mads Volck til TV2.

Du må dog vente lidt endnu med at følge dem, for de seks landmænd skal først til at finde deres dates rundt i landet.

Indtil videre er der blevet sendt seks sæsoner af “Landmand søger kærlighed” med den folkekære Lene Beier som vært.

Powered by Labrador CMS