Lama: Man skal ikke dræbe i religionens navn
Konflikterne i Syrien og Irak, hvor Islamisk Stat forsat fører krig og slår tusindvis af civile ihjel, er en sørgelig situation, der ikke burde kunne finde sted.
Sådan siger Tibets åndelige leder, Dalai Lama, ved onsdagens pressemøde på Hotel Bella Sky i København, hvor han onsdag og torsdag holder foredrag.
»Udviklingen i Syrien og Irak er virkelig sørgelig. At dræbe i religionens navn er utænkeligt. Det er afgørende at opbygge tillid og virkelig harmoni,« sagde Dalai Lama ved pressemødet, hvor et stort antal journalister er mødt frem.
»Man bør kun anvende magt midlertidigt, men på den lange bane skal man kreere venskaber. Våben kan kontrollere mennesker fysisk, men ikke det menneskelige sind. Kun respekt og forståelse kan ændre det menneskelige hjerte,« lyder det i mere generelle vendinger fra Dalai Lama.
Dalai Lama er inviteret af Støttekomiteen for Tibet, og torsdag morgen har 17 folketingspolitikere fra alle partier i Folketinget holdt møde med ham.
Regeringen har dog afvist at mødes med Dalai Lama, og det skyldes ifølge udenrigsminister Martin Lidegaard (R) en frygt for, at mødet med den åndelige leder vil skade de danske relationer til Kina, ligesom regeringen ikke har modtaget en anmodning om at deltage i mødet, lyder forklaringen.
Dalai Lama kan under pressemødet heller ikke undgå at svare på spørgsmål om netop forholdet til Kina, som har kaldt Dalai Lama for en »splittelsesmager, der vil løsrive Tibet fra Kina«.
»Den frie verden har det moralske ansvar for at bringe Kina ind i et demokrati,« siger Dalai Lama og konkluderer:
»Det er meget vigtigt at have forbindelser til Kina, som er en gammel kultur og verdens folkerigeste land.«