Lærke Møller erstatter skadede Lotte Grigel
Lotte Grigels deltagelse ved den igangværende EM-slutrunde er slut.
Dansk Handbold Forbund meddeler således sent mandag aften, at landstræner Jan Pytlick har besluttet at erstatte playmakeren, der blev skadet under opvarmningen til Danmarks vundne over Ungarn, med Lærke Møller.
”Vi er frygteligt kede af det på Grigels vegne. Hun har leveret en flot indsats ved mesterskabet, og det er vanvittigt ærgerligt og uheldigt, at hun blev ramt af den skade,” siger Jan Pytlick.
Han betragter Lærke Møller, der til daglig spiller i Team Tvis Holstebro, som den naturlige afløser på playmaker-positionen.
”Hun har været en del af forberedelserne og gjorde det rigtigt fint under træningssamlingen og Golden League-turneringen i november, så jeg forventer, hun let vil glide ind i spillet, siger Jan Pytlick.
Hvornår Lærke Møller ankommer til Debrecen vides endnu ikke. Til gengæld er det sikkert, at Lotte Grigel skal have sit skadede knæ scannet i løbvet af tirsdagen.