Lærerinde overrasket over senators valg af luffer
Lufferne tiltrak sig opmærksomhed, da Joe Biden officielt blev indsat som præsident for USA
Det kan godt være, at Joe Biden og Kamala Harris var hovedpersonerne, da de blev indsat som henholdsvis præsident og vicepræsident for USA den 20. januar.
De fik dog skarp konkurrence, ikke af et andet menneske, men af et sæt vanter. Nærmere bestemt de vanter, senatoren Bernie Sanders fra Vermont havde på, mens hans kolleger blev taget i ed.
USA Today skriver, at senatoren som altid så ganske upåvirket ud over begivenheden, mens hans vanter altså tiltrak sig en del opmærksomhed.
En gave
Modebladet Vogue er et andet medie, der har brugt tid på at omtale vanterne. I en artikel kommer Vogue ind på, hvordan både vicepræsident Kamala Harris, dennes steddatter såvel som forhenværende førstedame Michelle Obama var klædt på. Og så kommer de til vanterne, som de kalder for den bedste del af Sanders’ påklædning.
Ifølge BBC blev der på sociale medier talt en hel del om vanterne, mens verden overværede indsættelsen af USA’s præsident og vicepræsident, og det viser sig, at historien bag vanterne også stikker en kende dybere, end man måske skulle tro.
Ruby Cramer er politisk reporter for Buzzfeed News, og hun har på Twitter afsløret historien bag vanterne.
Ifølge Ruby Cramer er vanterne lavet af Jen Ellis, en skolelærerinde fra staten Vermont. Jen Ellis gav Bernie Sanders vanterne i gave for over to år siden, og hun blev siden overrasket over, at Bernie Sanders brugte dem, blandt andet mens han rejste landet rundt i forsøget på at blive demokraternes kandidat til præsidentvalget.
Vanterne er strikket af genbrugt uld fra sweatre. De er foret med fleece fra genbrugte plastikflasker, og som Grace Segers, politisk reporter for CBS News formulerede det på Twitter, så holder vanterne helt og aldeles.