Lærerinde anklaget for sex med elev
En gift kvindelig skolelærer anklages for at have haft sex med en 15-årig elev i Storbritannien. Hun er tidligere dømt for at have sendt nøgenbilleder til selvsamme elev
En 35-årig kvindelig skolelærer fra Storbritannien er under anklage for at have haft sex med en 15-årig elev på en mark for derefter at have truet eleven med at “ødelægge” ham, hvis han nogensinde fortalte det til nogen.
Det skriver Daily Mail.
Kvinden, Kandice Barber, er tidligere blevet dømt for at sende nøgenbilleder til eleven, men anklages nu for at have haft sex med en mindreårig.
Den seksuelle lavalder er 16 år i Storbritannien.
Anklager Richard Milne har under retssagen forklaret, at læreren også har sendt en video af seksuel karakter til den 15-årig elev, og at de aftalte at mødes på en nærliggende mark, hvor de efterfølgende havde sex.
Truede ham til tavshed
– Kandice Barber, en voksen, havde sex med et barn under 16 år, og loven gør ikke forskel på det faktum, at hun er en hun og han er en han. Loven er lige for mænd og kvinder, og det er, hvad denne sag handler om, siger Richard Milne ifølge Daily Mail.
Kvinden truede angiveligt også drengen med at anklage ham for voldtægt, hvis han nogensinde afslørerede noget. Ifølge anklagen forsøgte hun også at bilde drengen ind, at hun var gravid, og at barnet var hans for at true ham til tavshed.
Høringerne i sagen fortsætter.