Lærere: Superstudenter har fået snæversyn
Universiteternes høje adgangskrav er et problem i gymnasiet, hvor der er skabt enormt karakterpres.
I disse dage vrimler medierne med historier om superstuderende, der sprænger karakterskalaen.
Og har man oplevelsen af, at der er flere superstudenter end normalt, er man ikke helt forkert på den.
– Vi har en gruppe elever, der er dygtigere end nogensinde før, siger formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening, Annette Nordstrøm Hansen, til Ritzau.
Hun er dog ikke ubetinget begejstret for de stræbsomme unge:
– Jeg synes, der et problem. For det betyder, at eleverne snævrer undervisningen ind. Det almendannende og det at samarbejde bliver der mindre fokus på, når fokus er på at få en høj karakter, siger hun.
Samtidig bliver hun trist over at se de elever, hvis psyke ikke holder til presset:
– Som lærer er man bestemt glad for de her dygtige elever, men der er en del – især en række piger – der ikke kan klare presset, siger hun.
Fra 2008 til sidste år er antallet af uddelte 12-taller steget med hele 50 procent i gymnasierne, og det, mener Annette Nordstrøm Hansen, skyldes universiteternes stigende optagelseskrav.
– På nogle studier skal man have 12,4 for at komme ind. Det betyder, der kommer pres på de studerende, der gerne vil holde alle muligheder åbne for at komme ind, siger hun.
Derfor mener hun, at universiteterne bør lave nye adgangssystemer, så karakterræset ikke stiger eleverne til hovedet.
– Det er jo en tid, hvor man også som ung skal udvikle sig uden for skolen og måske skal have sin første kæreste. Det er ikke rigtig godt, hvis hele ens liv handler om at lave opgaver, siger Annette Nordstrøm Hansen.
/ritzau/