Lærere: Elever bliver ikke dygtigere af flere timer

Børn bliver ikke klogere af flere timer, mener lærerne. Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke nok at indføre længere skoledage, når man ikke kvalitetssikrer indholdet. Sådan lyder meldingen fra Danmarks Lærerforening.

Reaktionen kommer i kølvandet på en undersøgelse, der ifølge Altinget viser, at tre ud af fire danskere ikke har tiltro til, at folkeskolereformen gør eleverne dygtigere.

Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, er ikke overrasket over resultatet. Skolereformen er forkert vægtet, hvis man skal have dygtigere elever, fortæller han.

»Ganske vist går eleverne mere i skole, men kvaliteten af den undervisning, eleverne får, er blevet dårligere. Det hjælper ikke bare at give eleverne flere timer, hvis der ikke er høj kvalitet i undervisningen. Det tror jeg er baggrunden for, at der er så lidt tiltro til skolereformen nu,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Bondo peger samtidig på, at man med folkeskolereformen havde en »masterplan« om, at man ensidigt skulle fokusere på antallet af undervisningslektioner.

»Det er en fejl, vi er nødt til at rette op på. Vi bliver nødt til at have nogle politikere, der går ind og tager et ansvar – og laver de rigtige prioriteringer, så eleverne får en rigtig god undervisning,« lyder opfordringen.

Målingen viser samtidig, at halvdelen af de adspurgte danskere har tiltro til, at skolelærerne nok skal formå at lære eleverne det, de skal kunne.

Hos Danmarks Lærerforening glæder man sig over, at tilliden til lærerne er høj, men Anders Bondo Christensen understreger, at det er vigtigt at sørge for, at skolens rammer bakker op om både skole og lærere.

»Vi bliver nødt til at give skolerne nogle muligheder, og ikke bare blive ved med at skubbe aben over på skolelederne, der står med en uløselig opgave,« siger han.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) fortæller til Altinget, at reformen har haft en hård start, men at den er nødvendig:

»Det er ikke rigtigt at konkludere, at vi bare skulle være fortsat uden at gøre noget. Vi har behov for en stærkere og stoltere folkeskole, og vi har behov for at komme videre nu – for ellers bliver tallene ved med at se sådan her ud.«

Powered by Labrador CMS