Lærer dømt: Filmede elever under omklædning

Fra 2013 til 2019 blev 81 skolepiger filmet i smug, mens de klædte om. Tidligere lærer er dømt.

En tidligere lærer på en skole i Støvring er blevet idømt en betinget fængselsstraf for at have filmet skolepiger i smug imens de klædte om. Foto: Scanpix/ Arkiv
Offentliggjort Sidst opdateret

En tidligere lærer på Karensmindeskolen i Støvring er kendt skyldig i at have filmet 81 skolepiger i skjul i skolens omklædningsrum.

Han er ved Retten i Aalborg mandag blevet idømt seks måneders betinget fængsel. Straffen er betinget af, at han begynder i sexologisk behandling.

Artiklen fortsætter efter videoen

Det oplyser retten på sin hjemmeside.

Filmede i omklædningsrum

Optagelserne fandt sted med skjult kamera i skolens omklædningsrum.

Piger fra 5.-9.-klasse blev filmet fra 1. august 2013 til 4. februar 2019. Her opdagede to af pigerne det skjulte kamera, der var bygget ind i en kuglepen, som sad i en taske.

Klippene er ikke blevet delt.

I sidste uge tilstod den 37-årige tidligere lærer, at han gennem fem år havde filmet skolepiger, mens de klædte om.

Brød grædende sammen

Da han afgav forklaring i retten, brød han ifølge Nordjyske flere gange grædende sammen.

Han sagde, at han hadede sig selv for det, han havde gjort, men at det gav ham et sus af adrenalin at gøre. Derfor havde han ikke kunnet styre sig, selv om han vidste, at det var forkert.

Læreren er blevet dømt for ulovlig fotografering og blufærdighedskrænkelse. Desuden er han dømt for besiddelse af børneporno, da han havde gemt filmene fra omklædningsrummet samt havde hentet andet børneporno fra nettet.

Han skal betale mellem 2500 og 10.000 kroner til hver af de 81 piger, som han har krænket.

Et alvorligt tillidsbrud

I dommen lagde retten vægt på, at forbrydelsen var sket over lang tid, at der var brugt særligt udstyr til at optage med, og at optagelserne var et alvorligt tillidsbrud. Også pigernes unge alder blev taget i betragtning.

Foruden den betingede dom og sexologisk behandling er manden blevet frataget retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år i fem år.

Det fremgår ikke, om den dømte har valgt at modtage dommen, eller om han anker.

Powered by Labrador CMS