Lærer alvorlig forbrændt i kemiforsøg – med helikopter til Rigshospitalet
En kvindelig lærer blev alvorligt forbrændt under et kemi-forsøg.
En 35-årig kvindelig lærer på Nordre Skole i Ikast blev mandag eftermiddag alvorlig forbrændt i forbindelse med arbejdet i en kemitime. Det skriver Herning Folkeblad.
Det skete i forbindelse med et lærerforsøg i kemi, oplyser skoleleder Bo Nielsen til folkebladet.
Ved forsøget udvikledes en stor stikflamme, som forbrændte læreren alvorligt.
– Fysikholdets anden lærer greb resolut ind og slukkede ilden. Undervejs ringede eleverne 112, løb efter hjælp og assisterede med vand til køling af læreren, siger Bo Nielsen.
Herefter skulle det gå stærkt og den forbrændte lærer blev fløjet fra Ikast Nordre Skole til Rigshospitalet.
Ritzau oplyser, at man på trods af det voldsomme uheld, forventer at kunne afhøre læreren om to dage.
– Der blev umiddelbart taget hånd om eleverne i samarbejde mellem skolens personale, Falck og politiet. Der følges op på dette tirsdag morgen i samarbejde med Ikast Brande Kommunes PPR. Elever og voksne involveret i ulykken vil få tilbudt krisehjælp, oplyser skolelederen til folkebladet.
Det har ikke været muligt for Newsbreak.dk at komme i kontakt med Midt- og Vestjyllands Politi for yderligere kommentarer, men til Ritzau har vagtchef Jens Claumarch fortalt, at politikredsen fik anmeldelsen klokken 15.18 mandag eftermiddag. Derudover kunne han oplyse, at sagen bliver behandlet som en arbejdsulykke.
Nærmeste familie er underrettet.