Læger vil forbyde reklamer for e-cigaretter

Arkivfoto: Elo Christoffersen.
Offentliggjort Sidst opdateret

E-cigaretter fylder lungerne med damp og kan være nikotinholdige og skadelige ligesom almindelige cigaretter.

Alligevel er det – modsat de cigaretter, som man tænder med ild – ikke ulovligt at reklamere for e-cigaretterne. Og det er ærgerligt, mener Lægeforeningen, som derfor ønsker et forbud mod reklame for de elektroniske cigaretter.

»Reklamer øger lysten til at købe e-cigaretter for både unge og voksne. Men især unge er modtagelig over for reklamer. Hvis færre unge skal begynde at bruge e-cigaretterne, er vi nødt til at beskytte dem,« siger Jette Dam-Hansen, der er næstformand for Lægeforeningen, til Berlingske Nyhedsbureau.

Regeringen arbejder i øjeblikket på et lovforslag, som vil gøre reglerne for e-cigaretter og almindelig tobak mere ens. I lovforslaget hedder det blandt andet, at der vil blive forbud mod nationale reklamer og sponsorering for nikotinholdige e-cigaretter. Men Jette Dam-Hansen mener ikke, at et forbud mod nikotinholdige væsker er nok:

»Det er fint nok, at der er forbud mod de nikotinholdige produkter, men det ændrer jo ikke på det faktum, at man får tillagt sig en vane med, at man sidder og sutter i sådan et instrument og får noget ned i lungerne. Det er den vane, som, jeg er bekymret for, bringer det videre til et almindeligt tobaksforbrug.«

Glad for lægernes aktivitet

Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen (S), er glad for, at Lægeforeningen går aktivt ind i problemstillingen omkring e-cigaretterne. Han henviser til reklameforbuddet mod nikotinholdige væsker i lovforslaget, men er dog åben over for Lægeforeningens indvendinger og ønske om strammere regler for cigaretreklamerne:

»Lægeforeningen skal naturligvis skrive det i deres høringssvar, så vi kan overveje situationen. Men vi har jo bygget ind i loven, at det er meningen, at der skal være forbud mod at reklamere for væsker, som indeholder nikotin. Så vi er i hvert fald lydhøre, og vi har også forstået de primære budskab i det, som lægeforeningen kommer med,« siger han og begrunder, hvorfor forbuddet mod reklame ikke gælder for e-cigaretter uden nikotinholdige væsker.

»Det er væsken, der indeholder nikotinen, og det er jo nikotinen, som i høj grad er den meget skadelige faktor – både i cigaretter og i de væsker, der bruges i e-cigaretter,« siger han.

Grund til bekymring

Ifølge Jette Dam-Hansen er der dog god grund til at være bekymret for den generelle anvendelse af e-cigaretter – og det gælder, uanset om væsken i cigaretten indeholder nikotin eller ej.

»Vi ved ikke nok om skadevirkningen af e-cigaretter, men vi ved dog, at det ser ud til at være skadeligt. Vi er bekymrede for, hvad det giver af sundhedsskadelige bivirkninger, og at det er en vane, der kan ende med almindelig tobaksrygning, som er meget skadeligt, og en vane, som er meget svær ved at bryde – især for unge, som er startet i en tidlig alder,« siger hun.

Regeringens lovforslag indeholder – udover et forbud mod at reklamere for nikotinholdige væsker – blandt andet også et forbud mod salg af e-cigaretter til børn og unge under 18 år.

Powered by Labrador CMS