Læger sender treårig pige hjem: Kort tid efter er hun død
Lægerne troede ikke, at den lille pige var alvorligt syg. Det kostede hende livet.
Et forældrepar er i sorg, efter deres elskede datter er død. De stolede nemlig på dem, der kunne have reddet hende: Lægerne.
De fleste af os stoler på en læges vurdering. Det er jo deres job at vide, hvad vi fejler, når vi er syge. Men denne gange kostede det treårige Nimrat livet. Hun døde nemlig af lungebetændelse. Noget, der nemt kunne være blevet kureret, hvis lægerne havde opdaget det. Det skriver CTV News.
“Vi stolede på lægerne”
Søndag 5. februar blev den lille pige fra Canada syg. Hun begyndte at hoste og havde andre symptomer, der lignede en forkølelse om morgenen. I løbet af dagen blev det kun værre og værre.
– Da hun skulle sove, kunne hun ikke, så hun lå i mit skød, fortæller pigens knuste mor Balraj til CTV News.
Omkring klokken halv to om natten bestemte familien sig derfor for at tage den lille pige med på hospitalet. På hospitalet fik forældrene at vide, at de skulle tage hjem og så give deres datter feber-nedsættende medicin sammen med smertestillende medicin hver fjerde time.
– Vi troede på dem, fordi de tjekkede hende og sagde, at hun var okay, fortæller moren og fortsætter:
– De sagde, at hun ikke havde en infektion eller noget, at det var en almindelig forkølelse.
Lægerne lytter ikke til mors bekymring
Men lægerne havde diagnosticeret Nimrat forkert. Hun havde nemlig en særlig alvorlig form for lungebetændelse. Mandag aften begyndte hun at kaste op, så tirsdag morgen trodsede forældrene lægernes anbefaling og tog deres datter med på hospitalet igen.
– Indenfor fem timer var hun død, fortæller moren.
Inden den lille pige døde, fik hun taget røntgenbilleder og blodprøver. Hendes mor lagde mærke til, at hun virkede mindre og mindre ved bevidsthed. Men lægerne beroligede hende og sagde, at det kunne skyldes blodprøverne eller feber.
– Jeg stolede på dem, fordi det er deres arbejde, fortæller moren.
Lægerne tog ikke Balrajs bekymringer alvorligt, ikke engang da hun lagde mærke til, at hendes datters hud begyndte at blive blå. Kort efter styrtede læger og sygeplejesker til den lille piges værelse. Men da var det for sent.
Døde af lungebetændelse
To dage efter pigens død modtog familiens læge røntgenbillederne, der bekræftede, at pigen led af et alvorligt tilfælde af lungebetændelse, der gav hende yderligere infektioner.
Forældrene kan ikke forstå, hvorfor lægerne ikke var mere opmærksomme på deres datter, da hendes sygdom var så alvorlig. De forstår heller ikke, hvordan uddannede læger ikke kunne se, hvor alvorligt det var, inden det var for sent.
Familien har derfor bestemt sig for at indsende en formel klage. Sundhedsministeren har svaret på sagen og herfra lyder det, at han og regeringen kondolerer, samt at der vil blive udført en undersøgelse. Undersøgelsen skal kortlægge, hvilken pleje Nimrat fik, og hvad hendes død skyldes.
– De skal være ekstra forsigtige med børn, for de kan ikke hjælpe sig selv, afslutter moderen.