Læger: Sådan skal du gå hvis du ikke vil falde i kulden

Der er en grund til, at pingviner vralter som de gør.

Hvis du ikke vil falde her i vintertiden, så gør som pingvinerne – vralt!Foto: Claus Fisker / SCANPIX
Foto: Claus Fisker / SCANPIX

Offentliggjort Sidst opdateret

Med risiko for lavere temperaturer i vintertiden følger risikoen for sne og frost. De fleste ved, hvor ondt det gør at falde på et frostglat fortov, men fortvivl ej. Nu er tyske læger kommet med løsningen: At gå som en pingvin.

Skal fuglene i jakkesæt kopieres gælder det om at læne sig frem, så ens tyngdepunkt er på det forreste ben, i hvert fald ifølge den tyske sammenslutning for ortopædi- og traumekirurgi.

En illustration forklarer, at når vi mennesker går, så deler vi kropsvægten ligeligt mellem begge ben. Men kirurgerne siger, at det forøger risikoen for at miste balancen, hvis man går på glatte overflader som for eksempel is. Det skriver The Guardian.

Berlin har brug for pingvin-gængere

Og advarslen fra de tyske læger kommer i rette tid for tyskerne. Ifølge meteorologerne vil temperaturerne nemlig falde i Tyskland de næste par dage.

I 2014 blev myndighederne i Berlin kritiseret for ikke at salte vejene i storbyen trods varsler om frost. Det resulterede i, at alarmcentralen modtog mere end 750 opkald og skadestuer blev overbebyrdet af patienter med brækkede knogler.

Så hvis du nogensinde har drømt om at mestre pingvinens gangteknik, har du nu en fornuftig undskyldning. I det mindste bliver det da ikke dig, der ender på det kolde fortov.

Powered by Labrador CMS