Læger roser: Udspil kan redde liv
Når lægen har mulighed for at sende patienter direkte til skanning, opdager man flere kræfttilfælde, mener PLO
Tid er afgørende, hvis kræft skal helbredes, og derfor lægger regeringen op til, at de praktiserende læger får hurtigere og lettere adgang til at henvise patienter direkte til undersøgelse på sygehusene inden for få dage.
Det vil få betydning for, at flere kræfttilfælde bliver opdaget tidligere, mener Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen.
– Det er en rigtig god idé, fordi der er mange patienter, der ikke passer ind i de kræftpakker, man har i dag, og hvor det kan være svært at få plads til en undersøgelse, hvis man ikke har en konkret mistanke om kræft, siger han.
Regeringen vil i et nyt udspil afsætte en milliard kroner til at opdage kræft tidligere. I 2012 døde omkring 16.000 danskere af kræft, og det er for mange, mener regeringen.
Ifølge Mads Koch Hansen har en videnskabelig undersøgelse for nylig vist, at praktiserende læger er ret gode til at spotte de patienter, der har nogle helt ukarakteristiske symptomer.
– Det er symptomer, hvor man siger, at her er bare noget galt. De patienter har man mulighed for at få undersøgt nu, så det er et rigtig godt tiltag, at man netop vil have fokus på, at de praktiserende læger får nogle bedre muligheder, siger han og fortsætter:
– Et af problemerne er, at folk går for lang tid med sygdommen, og barrieren for at komme til egen læge er trods alt mindre end at komme på sygehus. Så hvis egen læge har andre muligheder for netop at sende til en skanning, så vil man fange flere tilfælde, siger han.
Men den nødvendige kapacitet på sygehusene er helt essentiel, hvis det skal lykkes at opdage kræft hurtigt.
– Hvis det skal lykkes, er det afgørende, at den nødvendige kapacitet på sygehusene til at foretage undersøgelserne er til stedet, og at der er skanningsapparatur og personale til at håndtere patienterne, siger lægeformanden.
Af det foreløbige udspil fremgår det, at regeringen vil give en samlet tilførsel på fem milliarder kroner for at opdage kræft hurtigere, heraf skal en milliard kroner bruges til at mindske den tid, der tabes mellem den første mistanke om kræft og den endelige diagnose.
/ritzau/