Læger: Han kan dø når som helst

Sultestrejkende russisk politikers helbred er forværret, siger læger. De kræver omgående adgang til ham

Den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj, der her ses i retten i Moskva den 20. februar, har sultestrejket i knap tre uger. Foto: Maxim Shemetov/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Den fængslede russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj kan “når som helst” dø af et hjertestop, fordi hans helbred er kraftigt forværret.

Det siger russiske læger lørdag. Navalnyjs egen læge kræver sammen med tre andre læger omgående adgang til ham.

– Vores patient kan dø når som helst, skriver hjertespecialist Jaroslav Asjikhmin på Facebook.

Kaliumniveauet i Navalnyjs blod er meget højt, og at han bør flyttes til en intensivafdeling, mener lægerne.

Et kaliumniveau på mere end 6,0 mmol per liter blod kræver normalt akut lægebehandling. Navalnyjs ligger ifølge de fire læger på 7,1.

Det viser blodprøver, som de har fået fat i via hans advokat.

– Det tyder på nedsat nyrefunktion, og at alvorlige problemer med hjerterytmen kan ske når som helst, skriver Navalnyjs egen læge, Anastasia Vasiljeva, på Twitter.

Har sultestrejket i ugevis

Oppositionspolitikeren indledte en sultestrejke den 31. marts med krav om, at han kunne blive tilset af en læge efter eget valg. Han har klaget over smerter i ryggen og følelsesløshed i benene og hænderne.

I august sidste år var Navalnyj tæt på at dø, da han blev forgiftet med stoffet Novitjok. Han mener, at det er præsident Vladimir Putins styre, der har forsøgt at slå ham ihjel.

De fire læger, der nu kræver omgående adgang til ham i fængslet, mener, at hans sultestrejke kan have forværret hans tilstand set i lyset af sidste års voldsomme forgiftning.

– Hans tilstand er reelt kritisk, siger Alexandra Sakharova, der er repræsentant for lægeforeningen Lægernes Alliance, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er en organisation, som den russiske regering betragter som oppositionsaktivister.

Da Navalnyj vendte hjem til Rusland i januar efter et længere hospitalsophold i Tyskland, hvor han blev behandlet for forgiftningen, blev han anholdt.

Den 44-årige Putin-kritiker blev i februar sendt to og et halvt år i fængsel. Han afsoner i en straffelejr i byen Pokrov, der ligger omkring 100 kilometer øst for Moskva.

Blå bog: Aleksej Navalnyj

* Født: 4. juni 1976.

* Fødested: Butyn, en landsby vest for Ruslands hovedstad, Moskva.

* Uddannelse: Jurist.

* I dag: Blogger med millioner af følgere og uofficiel leder af oppositionen, som ønsker at bekæmpe korruption.

* Han er en central figur i protesterne mod den russiske præsident, Vladimir Putin.

* Han offentliggjorde i 2016 sit kandidatur til præsidentvalget i Rusland i 2018, men fik aldrig lov til at stille op, fordi han er dømt for politisk motiveret bedrageri.

* Navalnyj er flere gange blevet anholdt og fængslet, blandt andet med påstand om underslæb og for at arrangere ulovlige offentlige begivenheder.

Kilder: DR, NTB.

Fredag skrev omkring 80 kendte forfattere, skuespillere, historikere og journalister – heriblandt Salman Rushdie, Jude Law, Vanessa Redgrave og JK Rowling – et åbent brev til Putin, hvor de beder ham sikre hurtig lægehjælp til Navalnyj.

Powered by Labrador CMS