Læger advarer: Epidemi kan være på vej mod Danmark

Foto: Lisa F. Young/Scanpix (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

En epidemi kan være på vej mod Danmark. Det advarer flere læger om.

En epidemi, der normalt ses med fire til seks års mellemrum, kan være på vej mod Danmark, skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

I den seneste måned er set en stigning i antal påvist infektioner af kold lungebetændelse fra ca. 30 ugentlige tilfælde i august /september til ca. 100 ugentlige tilfælde i de sidste uger af oktober. I den seneste måned er der dermed påvist mere end dobbelt så mange infektioner sammenlignet med samme periode sidste år. Stigningen ses i næsten hele landet, men er ikke så udtalt i Region Syddanmark. Ca. 50 % af de påviste infektioner er blandt børn under 18 år, og 24 % er i aldersgruppen 7-12 år.

Slå kold vand i blodet

Søren Uldum, fagchef på Statens Serum Institut, fortæller dog, at danskerne bør slå kold vand i blodet:

– Det er helt klassisk, at MP-infektioner særligt optræder blandt yngre skolebørn. Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at sige, om der er tale om en mindre efterårsophobning af MP-infektioner eller en begyndende epidemi. Men vi følger selvfølgelig situationen de kommende uger.

Influenzalignende symptomer

Kold lungebetændelse viser sig gradvist med influenzalignende symptomer, men kun begrænset temperaturstigning. Det er forklaringen på den misvisende betegnelse ”kold lungebetændelse”, da det er sjældent, der ikke optræder feber. I løbet af kort tid indtræder en tør irriterende hoste (bronkitis), som typisk forværres, når man ligger ned. Hyppigt klages over brændende smerter bag brystbenet ved hoste. Hosten kan være langvarig, eksempelvis en måned eller længere.

Kun de færreste udvikler egentlig lungebetændelse, og en infektion er ofte så mild, at den ikke kræver behandling. Ved feber og/eller lungebetændelse kan der behandles med antibiotika. En tidlig diagnose kan stilles ved påvisning af kold lungebetændelse i prøver fra luftvejene.

Diagnosen kan også stilles ved påvisning af antistoffer i blodet mod kold lungebetændelse, der går som regel et par uger før antistoffer kan påvises.

Powered by Labrador CMS