Læge: Myter om mænd og potens er en dræber for sexlivet
Myter om mænd, potens og sex er der masser af. Og tror man på dem, er det skidt både psykologisk og seksuelt, mener læge, som vil have mandemyterne aflivet.
En myte er en forestilling som kritikløst og ofte fejlagtigt accepteres af mange mennesker. Og de flest af os kender masser af myter, som vi i høj eller lav grad tror på. Også myter om sex.
Men hvad sker der med os, når vi pludselig er underlagt de her – ofte fejlagtige – forestillinger?
Det sætter læge Jesper Bay-Hansen og sexolog Ann-Marlene Henning fokus på i en ny bog, hvor de behandler emnet: den mandlige seksualitet.
Tænker mænd hele tiden på sex?
Mænd tænker hele tiden på sex og har altid lyst. Mænd skanner hele tiden omgivelserne for sex. Mænd har brug for sex for at føle sig elsket.
Det er tre af de myter om sex, som de to forfattere nævner i bogen “Hvad alle bør vide om mænd – pik, potens og parforhold”.
– Helt overordnet kan man sige, at hvis man tror på de her myter om sex, så kommer man til at lave et selvmål, siger Jesper Bay-Hansen.
– Forstået på den måde, at hvis man forestiller sig, at alle mænd altid har lyst, hvad så med manden, der ikke har lyst hele tiden? Han kan godt føle sig unormal, eller han kan føle, at hans seksualitet ikke er o.k.
– Og det er dæleme usundt både psykologisk og seksuelt, siger han.
Myter om sex kan ødelægge sexlivet
Derfor skal man ifølge lægen ikke tro på mandemyterne og i hvert fald som minimum forholde sig kritisk til dem. Ellers ender de her forestillinger med at blive usunde for både manden og hans partner.
– Hvis manden tror, at han altid skal have lyst, altid skal kunne præstere en stenhård rejsning og altid skal tilfredsstille sin partner seksuelt, så er det jo et enormt og alt for stort ansvar, siger Jesper Bay-Hansen.
Et ansvar, som kan give bagslag, fordi han bliver alt for forhippet på at indfri målet – eksempelvis fuld tilfredsstillelse af sin partner.
– Hvis manden aser og maser og kun eller overvejende har et fokus, hvor han går op i, at partneren nyder sexakten og får sin orgasme, så fjerner han fokus fra sin egen lyst og nydelse. Det går nemt ud over hans lyst og rejsning, siger Jesper Bay-Hansen.
På den måde kan en myte være med til at gøre den seksuelle oplevelse dårligere, end den måske ellers ville have været.
Undgå skabeloner
Og har manden – via de mange forestillinger om mænd, deres potens og præstation – først fået en følelse af at være unormal og dermed har det skidt med sin seksualitet, så har han ifølge Jesper Bay-Hansen ikke særlig meget lyst til at tage initiativ til sex.
– Så begynder han måske at støtte sig op ad, hvad han tror, han skal gøre. Og måske kopierer han det, han ser i pornoens verden med meget lidt forspil, hurtig indtrængning og monotone stødbevægelser og intet efterspil.
– Og støtter han sig op ad sådan nogle skabeloner, så er det svært, for vi må sande, at sex i virkelighedens verden er noget helt andet.
Derfor skal de her mandemyter en tur i skraldespanden, mener Jesper Bay-Hansen.
– Der er en masse lykkemæssige selvmål i de her mandemyter. Og det er på tide, at vi tager et opgør med dem, for det er blevet klichéer – og problemet er, at alt for mange tror på dem.
Klik igennem galleriet for at læse seks myter om sex og den mandlige seksualitet.
Kilde: Jesper Bay-Hansen.