Læge advarer mod livsfarligt fænomen
Endnu et hit på de sociale medier kan ende med fatale konsekvenser
En ny trend på sociale medier kan være skadelig, ja faktisk livsfarlig.
Det skriver den norske avis VG.
Det drejer sig om den såkaldte “blackout challenge”.
Den kostede tilsyneladende for nyligt en tiårig italiensk pige livet. Det siger hendes forældre.
Dødsfaldet har fået italienske myndigheder til midlertidigt at blokere for adgangen til det sociale medie TikTok, hvor udfordringen skulle være udbredt.
– Vi vidste ikke, hun deltog i den leg. Vi vidste kun, at vores datter gik på TikTok for at danse og se videoer. Hvordan skulle jeg kunne have forestillet mig det her?, har pigens far sagt til den italienske avis La Repubblica.
Derfor er det farligt
Læge Harald Dobloug fortæller til VG, at blackout challenge går ud på på forskellige måder at stoppe ilttilførslen til hjernen.
Det gør, at man besvimer – og det er dette, folk lægger på TikTok.
Harald Dobloug advarer i kraftige vendinger mod det:
– At stoppe ilttilførslen til hjernen er ekstremt risikabelt. For når man besvimer er det tegn på, at noget er alvorligt galt. Faktisk er det sådan, flere hundrede børn og unge er døde – de er aldrig vågnet, efter de er besvimet, siger Harald Dobloug og fortsætter:
– Det betyder kort sagt, at du ikke skal tage del i denne challenge.
Ifølge TikTok selv, der er ejet af det kinesiske firma ByteDance, har man ikke fundet eksempler på opfordren til blackout challenge på deres sociale medie.