LA: Vi mangler svar om Eritrea-rapport
Simon Emil Ammitzbøll understreger behovet for at undersøge justitsministers rolle i sagen om Eritrea-rapport.
Justitsminister Mette Frederiksen (S) må levere klare svar i sagen om Udlændingestyrelsens kritiserede rapport om Eritrea.
Det siger Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, efter at sagen nærmest eksploderede tirsdag.
Her vendte Udlændingestyrelsen på en tallerken i forhold til at tildele visse eritreere asyl, ligesom en chefkonsulent i styrelsen gik i medierne og kaldte rapporten for noget makværk.
– Vi har desværre god grund til at mistænke, at noget et eller andet sted ikke er helt i orden. Det er svært at tage rapporten alvorligt, siger Simon Emil Ammitzbøll til Ritzau.
– Frygten er jo, at der er øvet indflydelse internt i Justitsministeriet eller på politisk niveau i forhold til rapporten og dens konklusioner. Og det er naturligvis ikke i orden, hvis det er tilfældet, siger han.
Mette Frederiksen afviste tirsdag overfor TV2, at hun skulle have øvet indflydelse på rapporten.
Simon Emil Ammitzbøll mener, at der er behov for se nærmere på tidsforløbet omkring rapporten. Han mener, at der “åbenlyst ligger noget bagved rapporten, som vi endnu ikke har et overblik over, og det er afgørende, at det kommer frem i lyset”.
– Jeg frygter, at regeringen udadtil lader som om, at det ikke er nødvendigt at stramme udlændingepolitikken, som vi har krævet det, men at den så gør det inde bagved, siger han.
Tidligere har Venstre krævet Mette Frederiksen og hendes forgænger på posten som justitsminister, Karen Hækkerup (S), undersøgt i sagen, hvilket ifølge Berlingske har mødt opbakning fra både Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten.
SF’s Karina Lorentzen har allerede stillet Frederiksen spørgsmål om sagen, som ministeren skal svare på i folketingssalen senere onsdag.
Også Simon Emil Ammitzbøll har stillet en række spørgsmål til ministeren.
/ritzau/