LA: Det skal kunne betale sig at arbejde som ufaglært
Ansøgningsbunkerne til stillinger som rengøringsassistent og kantinemedarbejder er til at overse for de danske servicevirksomheder.
Servicebranchen mangler kandidater til de ufaglærte job, men hvis virksomhederne skal kunne tiltrække folk til de lavtlønnede stillinger, skal mindstelønnen i alle tilfælde være større end de sociale ydelser, lyder det fra Liberal Alliance.
»Der er nogle incitamentsproblemer i Danmark, som særligt går ud over servicefagene. Vi har et dagpenge- og et kontanthjælpsniveau, der ligger meget tæt på mindstelønnen, som mange arbejder til i servicefagene. Vi er nødt til at reformere både dagpenge- og kontanthjælpssystemet, så det kan betale sig at tage nogle af de her servicejob,« siger arbejdsmarkedsordfører Joachim B. Olsen (LA).
Han understreger, at vi skal tage det meget alvorligt, når virksomhederne fortæller, at helt almindelige stillinger ikke kan besættes. Og det er netop, hvad de gør i en ny analyse af servicebranchen, DI Service har foretaget.
Ud af de 94 virksomheder, der har deltaget, svarer en tredjedel ifølge Børsen, at de inden for det seneste år forgæves har forsøgt at besætte en stilling, og at det i halvdelen af tilfældene drejer sig om ufaglærte.
Servicebranchen efterlyser hurtige politiske løsninger på rekrutteringsproblemerne, og dem er Liberal Alliance klar med. Ud over reformer af dagpengene og kontanthjælpen vil partiet hæve pensionsalderen før 2030, som det indtil videre er planen.
»Vi skal indfase stigningen af pensionsalderen hurtigere end aftalt, fordi vi har behov for at øge arbejdsstyrken. Hvis ikke vi får gennemført de her reformer, så virksomhederne kan få de ønskede medarbejdere, risikerer vi at overophede økonomien, hvilket skader konkurrenceevnen, skaber dårlig velstand og høj arbejdsløshed. Den fejl begik vi i 00erne, og den må vi ikke begå igen,« siger Joachim B. Olsen.