Kvinder vinder på at gå til lønsamtale

Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Er du kvinde, og føler du, at bør have mere i løn?

Så skal du tage en snak med din chef. For ifølge en ny svensk undersøgelse lønner det sig bogstavelig talt at forhandle løn med lederen, skriver Djøfbladet.

Saco -akademikernes centralorganisation i Sverige – står bag undersøgelsen, som viser, at kvinder, der havde en lønsamtale, i gennemsnit fik cirka 7.000 svenske kroner mere i lønstigning om året i forhold til dem, der ikke snakkede løn med chefen.

På tværs af de to køn giver lønsamtaler i gennemsnit 4.000 svenske kroner mere i lønposen, og ifølge økonom Lena Granqvist fra Saco viser det, at lønsamtaler kan være med til at formindske gabet mellem kvinder og mænd.

»I lønsamtaler bliver chefer tvunget til at tage stilling til den enkelte kvindes præstationer, karriereplaner og til at motivere hendes løn. Og på den måde kan lønsamtalen bidrage til at bryde indgroede mønstre på arbejdsmarkedet,« siger Lena Granqvist til Djøfbladet.

Tal fra DJØF viser, at mænd generelt er bedre til at bede om en lønsamtale med chefen. Ifølge Helene Rafn, der er lønforhandlingschef i DJØF, er kvinder som regel mere tilbageholdende end mænd.

»Mændene er mere vedholdende, og de tager ikke et nej for et nej. Og får de ikke noget ud af lønforhandlingen, så beder de om en ny fem måneder senere,« siger hun og opfordrer kvinderne til at »komme til fadet«.

»Jeg har ikke hørt om nogen, der er kommet ud fra en lønforhandling med mindre, end de kom ind med. Så det er jo en gratis lotterikupon, som det vil være dumt ikke at udnytte,« siger Helene Rafn til Djøfbladet.

Powered by Labrador CMS