Kvinder har langt mere ondt i livet end mænd

Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Markant flere kvinder end mænd har det psykisk dårligt. De føler sig i højere grad nedtrykte, deprimerede og ulykkelige, og flere kvinder er også plaget af nervøsitet og uro. Det viser et nyt omfattende studie fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet, som har undersøgt danskernes sundhed og trivsel.

Her har i alt 160.000 danskere svaret på spørgsmål om, hvordan de har oplevet deres psykiske trivsel inden for de seneste 14 dage. Og kvindernes humør er langt fra lige så godt som mændenes.

»Der er en markant større andel blandt kvinder end blandt mænd, der har været meget generet af nedtrykthed, ængstelse, nervøsitet uro og angst. Især i den yngste aldersgruppe ses betydelige forskelle mellem mænds og kvinders psykiske trivsel,« siger seniorrådgiver Ola Ekholm, der har været med til at lave analysen.

Hvor hver tiende unge kvinde i alderen 16 til 24 år har følt sig meget nedtrykt, deprimeret eller ulykkelig inden for de seneste 14 dage, gælder det samme kun for 4,9 procent af mændene i samme aldersgruppe.

Derudover er det dobbelt så mange af de 16-24-årige kvinder som af de unge mænd på samme alder, der har været generet af nervøsitet, ængstelse, uro og angst de seneste 14 dage. Det er tilfældet hos 6,8 procent af kvinderne, mens kun 3,0 procent af mændene har angivet det samme.

Ifølge Ola Ekholm mangler der stadig viden om, hvorfor så mange unge kvinder har ondt i livet. Han peger dog på nogle tendenser fra andre studier.

»De unge kvinder oplever oftere end mændene at føle sig stressede af skolearbejde og blive mobbet i skoletiden, og de føler sig oftere holdt udenfor eller presset til noget seksuelt,« forklarer seniorrådgiveren.

Undersøgelsen af forskellene på mænd og kvinders psykiske trivsel er udarbejdet på opfordring af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.

Powered by Labrador CMS