Kvinder filmer hunde-drama
Kvinderne røg i totterne på hinanden og fandt deres mobiler frem
Tre hundeejere så rødt, da de var ude for at lufte deres hunde i Nørreskoven i Vejle.
Kvinderne og deres hunde stødte på hinanden på stisystemet i skoven torsdag.
Konflikten opstod, da den ene kvinde kom gående med sin hund i snor, mens de to andre kvinders fire hunde var løse.
Sydøstjyllands Politi fortæller til Vejle Amts Folkeblad, at mødet mellem hundeejerne udviklede sig til skærmydsler.
Politiet har optrinnet på film
Konflikten eskalerede i sådan en grad, at kvinden med hunden i snor endte med at kontakte politiet, der ankom til stedet.
Hun bliver dog selv sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, fordi hun råbte. Det gør en af de andre kvinder også.
Det bliver ikke svært for politiet at opklare sagen, eftersom de har næsten hele optrinnet på film.
Kvinderne har nemlig filmet det meste af forløbet med deres mobiltelefoner.