Kvinden bag “SÅ KØR DOG HJEM”-skilt står frem
Et skilt, som opfordrede gæster til at køre hjem, har skabt heftig debat på Helgenæs. Nu står kvinden bag skiltet frem.
”SÅ KØR DOG HJEM!”
Det var teksten på et skilt, som var stillet op ved vejkanten på Helgenæs, som er en halvø på sydsiden af Djursland.
Skiltet skabte heftig debat blandt de lokale og fik til sidst én af byens borgere, Satine von Gersdorff, til at fjerne det.
– Jeg var chokeret, da jeg så skiltet. Det ligner ikke mit lokalsamfund, at der skal stå et skilt med så aggressivt et budskab. Det hører ingen steder hjemme og er ikke i ånden herude, fortalte Satine von Gersdorff til TV2 Østjylland.
I en Facebookgruppe for Helgenæs var der opbakning til, at sådan noget ville de ikke have stående. Nu har ophavskvinden til skiltet meldt sig.
– Folk havde misforstået mit budskab. Jeg satte det op for, at folk skulle vende om. Det har aldrig bundet i had, siger Malene Høgh til TV2 Østjylland.
Bagsiden af … skiltet
Malene Høgh, som har boet på Helgenæs siden 2001, så sig nødsaget til at stå frem, da hun ikke mener, at folk forstår budskabet bag skiltet.
– På bagsiden af skiltet står der ”god tur hjem”. Det er ikke, fordi jeg ønsker, de aldrig skal være her. Det er bare lige nu, at de skal blive hjemme, siger Malene Høgh.
Hun er godt klar over, at man ikke må lave skilte og sætte dem op, men hun gjorde det impulsivt, og tænkte ikke, det ville gøre skade, forklarer hun.
– Jeg bliver harm, når folk er ligeglade, siger Malene Høgh til TV2 Østjylland.
Blev frustreret
Malene Høgh blev frustreret over, at så mange mennesker trodsede regeringen og sundhedsmyndighedernes anbefalinger i forbindelse med COVID-19, om ikke at samles for mange de samme steder, og droppe sommerhusturen i påsken.
– Hver gang jeg gik ud ad døren, så var der mennesker overalt. Flokke af cykler, motorcyklister og biler. Jeg kunne knap nok gå over min vej. Det kan simpelthen ikke passe, fortæller Malene Høgh.
En frustration som udmundede sig i skiltet, som opfordrede folk til at vende om og tage hjem til sig selv igen.
– Jeg synes virkelig, det er mærkeligt, at hver gang man bliver opfordret til at lade vær og blive hjemme, så gør folk det ikke. Jeg forstår ikke, at folk ikke tænker sig om, siger Malene Høgh.
“Alle må ofre noget”
Hun har selv en datter, som ikke kommer op til afgangseksamen i 9. klasse. Og vi må alle ofre noget i den her tid under corona-nedlukningen, mener hun.
Malene Høgh følte sig nødsaget til at lave en video og stå frem, da TV2 Østjylland bragte et indslag og artikel om de utilfredse indbyggere på Helgenæs, som mente, at skiltet havde et for aggressivt budskab.
– Det blev misforstået. Det har aldrig bundet i had. Det var et opråb til hr. og fru Danmark. Den er gal den her, fortæller Malene Høgh.
Og selve budskabet vil hun gerne stå ved.
– Man bliver også nødt til at stå ved sin mening og holde ved den. Og forklare, hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort, siger Malene Høgh.
Kvinden bag skiltet
Derudover ville de lokale nok også før eller siden, kunne regne ud, hvem der stod bag skiltet, fortæller hun.
– Det kan godt være, at alle sommerhusgæster ikke ved, at det var mig. Men jeg plejer at lave et skilt til den årlige sommerfest, og det plejer at stå lidt længere henne ad vejen. Så det var nok blevet opdaget af de lokale, siger Malene Høgh til TV2 Østjylland.
Malene Høgh vil gerne slå fast, at hun intet har imod de mange besøgende på Helgenæs og turister i sommerhusene normalt – bare ikke under corona-krisen.
– De er hjertelig velkomne, men de bliver nødt til at følge de retningslinjer, der er. Hele verden er lukket ned, så må man spise sin sildemad derhjemme og vente med at tage i sommerhus, siger hun.