Kvindelig forsker: Send dickpics, tak!
En amerikansk forsker er på jagt efter dickpics fra ikke mindre end 3600 mænd til brug for forskning.
For mange vil det at modtage et af de såkaldte dickpics – billeder taget af det mandlige kønsorgan – fra en person man ikke kender være en ubehagelig og uønsket oplevelse. Det gælder imidlertid ikke for sociologen Alicia Walker.
Hun efterspørger nemlig ikke mindre end 3600 dickpics til brug for hendes forskning på Missouri State University. Det skriver Springfield News Leader.
Alicia Walkers forskning går på, hvordan mænds penisstørrelser – og især deres oplevelse af størrelsen – har effekt på både deres generelle sundhed, seksuelle aktivitet, selvbillede, sociale interaktion og mentale helbred.
– Indtil videre har jeg fundet ud af, at størrelsen betyder rigtig meget i forhold til lavt selvværd og angst, siger Alicia Walkers til Springfield News Leader.
Ifølge hende har den gennemsnitlige længde af de indtil videre indsendte penisser været på 12,7 til 14,2 centimeter.