Kvinde snuppet i fuld fart på knallert
En 41-årig kvinde blev onsdag fanget på en voldsomt hurtig knallert.
Det gik rigtig stærkt for en 41-årig kvinde onsdag morgen.
Det fremgår af døgnrapporten fra Bornholms Politi.
På Borrelyngvej i Rutsker blev kvinden standset på sin knallert.
Bornholms Politi kunne konstatere, at knallerten var blevet konstruktivt ændret. Det er også, hvad der i almindelig tale kaldes for tunet.
Det betyder ifølge Rådet for Sikker Trafik, at knallerten er ændret, så den kan køre hurtigere.
Da politiet havde målt knallerten, viste det sig, at den nåede op på svimlende 76,9 kilometer i timen.
Hastighedsgrænsen for en lille knallert er ifølge Rådet for Sikker Trafik 30 kilometer i timen, mens den for en stor er 45 kilometer i timen.
Det er uklart, om den 41-årige kvinde kørte på en lille eller en stor knallert.
Den 41-årige blev sigtet for at køre på en knallert, der var konstruktivt ændret.
Bornholms Politi har den seneste tid foretaget en del målrettede færdselsindsatser.
På Nordre Borrelyngvej blev 23 bilister blitzet i politiets fartkontrol, hvoraf fire bilister kørte så stærkt, at de får et klip i kørekortet.