Kvinde skubbet omkuld og frarøvet dyr mountainbike

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser vidner til et voldeligt røveri af en cykel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag 15. august 2016 klokken 12.55 på parkeringspladsen ved Rema 1000, Nørremarksvej 8 i Ribe, blev en 42-årig kvinde udsat for et røveri. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Kvinden havde netop låst sin cykel op, da hun bliver skubbet omkuld, hvorefter gerningsmanden tager hendes cykel og kører fra stedet mod nord ad Nørremarksstien i retning mod Nørremarken.

Cyklen er en mountainbike-cykel af mærket Maxxum, model Brian Holm, slalom Edition. Cyklen har et barnesæde på stangen bag styret. (Se billede af cyklen øverst).

Gerningsmanden beskrives som en mand, mørkebrun hud, cirka 20-25 år, 180-190 centimeter høj, almindelig bygning og kort, sort hår.

Politiet vil meget gerne i kontakt med vidner, som måske kan bidrage med oplysninger til sagens opklaring.

Den kvinde, der hjalp den 42-årige lige efter røveriet vil politiet også meget gerne høre fra.

Har du oplysninger i sagen, enten om kvinden eller gerningsmanden, ring til Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 114.

Powered by Labrador CMS