Kvinde skreg om hjælp: Politiet fik grineanfald

Politiet i Florida fik sig noget af en overraskelse, da de reagerede på en anmeldelse.

En nabo anmeldte, at en kvinde skreg om hjælp, til politiet. Politiet fik sig noget af et grineanfald, da de undersøgte sagen. Foto: Colourbox/ Arkiv
Offentliggjort Sidst opdateret

I Palm Beach i Florida var fire politibetjente ude for noget usædvanligt, da de reagerede på en anmeldelse.

Anmeldelsen lød på en kvinde, der skreg om hjælp og gerne ville lukkes ud. Det havde en person hørt fra nabohuset.

Artiklen fortsætter efter videoen

Men det viste sig at være en lidt anden sag, politiet kom ud til, skriver det amerikanske medie Lex 18.

Mand grinede af politiet

Da politiet ankom til et hjem i Lake Worth Beach blev de mødt af husets ejer, der stod ude foran hjemmet og rodede i en bil.

De fire politibetjente fremlagde, at hans nabo havde anmeldt en kvinde, der skreg om hjælp.

Det fik ham til at grine og gå ind bag en havelåge. Da han kom ud, havde han en papegøje med.

Det var bare Rambo

– Jeg skiftede bremser på min kones bil og havde min 40 år gamle papegøje Rambo med udenfor, hvor han synger og taler, forklarer manden til politiet, der efterfølgende har lagt det op på deres Facebookside, og fortsætter:

– Noget tid senere ankommer fire politibetjente og siger, at en nabo har ringet, fordi hun havde hørt en kvinde skrige efter hjælp. Jeg skyndte mig at introducere betjentene for Rambo og så grinte vi.

Rambos ejer fortæller også, at han efterfølgende introducerede sin nabo til Rambo, som heller ikke kunne lade være med at grine.

Naboen havde dog hørt rigtigt, for da Rambos ejer var mindre, lærte han Rambo at råbe om hjælp, når han var i sit bur.

Powered by Labrador CMS