Kvinde råber på politiet – men har en noget anderledes forespørgsel
Politiet blev tilkaldt til en adresse med en noget højrøstet kvinde.
De fleste kender nok historien om Peter og Ulven. Det lader dog ikke til, at en kvinde fra Skive er bekendt med netop den historie. Så – skulle man tro – havde hun nok handlet en smule anderledes end gjort.
Den 42-årig kvinde, som er en særdeles god bekendt af politiet, blev nemlig torsdag genstand for opmærksomhed, da politiet klokken 15.40 fik en anmeldelse om, at en kvinde råbte om hjælp ud af vinduet til en lejlighed på Jeppe Aakjærs Vej i Skive. Det skriver Skive Folkeblad.
Da patruljen nåede frem, viste det sig, at det var den 42-årige, som havde råbt om hjælp.
Det var nu ikke fordi kvinden var i fare. Ikke akut, i hvert fald. Hun bad nemlig den fremmødte patrulje om at blive kørt hen til sin bank.
Det var dog ikke et ønske, som Nordjyllands Politi ville opfylde for den 42-årige.
– Det ønske måtte patruljen venligt men bestemt afslå, siger politikommissær Lars Mikkelsen fra lokalpolitiet i Skive, til Folkebladet.