Kvinde knaldet af betjente i Horreby
Vild kvinde har nu hverken bil eller kørekort
En 20-årig kvinde fra Nykøbing måtte pænt aflevere sin bil til politiet, efter at hun torsdag aften blev knaldet i Horreby.
Det var dog ikke usædelig opførsel, der fik betjentene til at gå i aktion.
Kvinden kørte til gengæld så stærkt gennem byen, at politiet nappede bilen på stedet.
– Her er hastighedsbegrænsningen 50 km/t, men hun blev målt til at køre 106 km/t. Hun blev derfor sigtet for at køre for hurtigt, og da hastigheden var så høj, blev hendes bil beslaglagt på stedet og hendes førerret blev administrativt inddraget, oplyser Sydsjællands og Lolland Falsters Politi.
Dobbelt så stærkt
Onsdag aften havde færdselspolitiet også en trafikkontrol – denne gang på Valbyvej i Slagelse.
Det kom til at koste to mænd deres biler, efter de blev målt til at køre mere end dobbelt så hurtigt som tilladt.
En 18-årig mand fra Slagelse blev målt til at køre 114 km/t, og en 34-årig mand, også fra Slagelse, blev målt til 119 km/t.
De blev sigtet for at køre for hurtigt, og deres biler er nu beslaglagt.
– Derudover blev seks sigtet for at køre så hurtigt, at det giver et klip i kørekortet, en blev sigtet for kørsel uden førerret og en for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen, oplyser politiet.