Kvinde idømt 16 års fængsel for mordbrand
Landsret nedsætter straf til kvinde, som overhældte rivalinde med benzin og satte ild til.
En kvinde har torsdag fået mildnet straffen for en mordbrand, som fandt sted i september 2012 i en lejlighed i Greve.
Østre Landsret har idømt Faruk Rooma Alam fængsel i 16 år, mens hun i byretten i Roskilde sidste år blev idømt lovens strengeste straf, fængsel på livstid.
Motivet var angiveligt voldsom jalousi, da hun trængte ind hos den 26-årige Nilab Shahkor, der boede i en lejlighed i Gersagerparken.
Hun og to drenge hældte benzin ud over offeret og satte ild til hende.
De to unge var hendes dengang 18-årige nevø og dennes kammerat. Sidstnævnte var kun 16 år.
Nevøen, Aafaq Alam Khan, straffes med fængsel i 10 år, mens kammeraten får syv års fængsel, lyder dommen fra nævningetinget i landsretten.
Ved dommen i byretten blev det fastslået, at der er tale om et drab “af særdeles bestialsk karakter”, som var planlagt på forhånd.
Det var et rent tilfælde, at ingen andre beboere i ejendommen kom noget til.
Tre måneder før drabet var Nilab Shahkor blevet gift med en mand, som den 31-årige Faruk Rooma Alam hævdede at være gift med.
/ritzau/