Kvinde frarøvet smykker og 10.000 kroner: Disse mennesker skal du passe på
En kvinde har fået frarøvet et stort pengebeløb og nogle smykker af en falsk hjemmehjælper. Siden har røverne slået til to gange.
Én – måske to – falske hjemmehjælpere røvede onsdag en ældre dame i Guderup.
Det oplyste Sønderborg Kommune onsdag, men allerede torsdag har kommunen udsendt en ny pressemeddelelse, hvor den opfordrer de ældre medborgere i Guderup-området og Rinkenæs til at holde et vågent øje – siden har røverne nemlig slået til to gange.
Det var en kvinde i en grå jakke med noget, der lignede en uniform nedenunder, der onsdag bankede på hos borgeren, der troede der var tale om et besøg af hjemmeplejen på grund af den uniformslignende skjorte/bluse under jakken.
Kvinden, der var af anden etnisk oprindelse end dansk, lokkede borgeren ind i soveværelset under påskud af, at hun ville justere på hendes ilt og spurgte også, om hendes vindue kunne lukkes op samt om borgerens CPR-nummer og andre personfølsomme oplysninger.
Det lykkedes kvinden at frarøve den ældre borger 10.000 kroner samt flere smykker.
En anden har mistet smykker, mens den tredje borger fik tyven ud af lejligheden inden der blev taget noget.
Nyt problem
– Det er ikke noget, vi har set til før, siger Charlotte Gjørup, hjemmeplejechef i Sønderborg Kommune til Newsbreak.dk.
At det nu er gået ud over hendes borgere, ærgrer hjemmeplejechefen.
– En borger, der bliver udsat for det her, er en borger for meget, som hun udtrykker det.
Charlotte Gjørup fortæller, at hun har et tæt samarbejde med politiet og har opfordret sine medarbejdere til at holde udkig efter de falske hjemmehjælpere.
Derudover opfordrer hun også til, at borgere, der modtager hjemmepleje, beder om at se ID-kort og ikke lukke ukendte personer ind.
– For det er klart, at det er ubehageligt for dem, det er gået ud over. De er selvfølgelig rystede, siger Charlotte Gjørup.
Flere end en
Der er mistanke om, at der kan være tale om flere end én tyv, eftersom en mand i en grøn jakke også er blevet observeret i området.
Tyverierne er ifølge kommunen blevet anmeldt til politiet, som vurderer, at der kan være tale om et par, der sammen kører rundt i området.
Derfor opfordrer også politiet borgerne til at holde et vågent øje, og såfremt de ser en bil med kvinden (og eventuelt mand), bedes de skrive nummerpladen ned og kontakte politiet på telefon 114.
Kvinden beskrives som:
• 25-30 år
• Taler meget dårligt dansk
• Ca. 165 cm høj
• Langt, sort hår
• Mørk i huden
• Grå dunjakke
Man har også mulighed for at kontakte Sønderborg Kommunes hjemmepleje på følgende numre:
Distrik Alssund: 2725 9065
Distrikt Fjord: 2141 7036
Distrikt Nordals: 2710 5765
Distrikt Sydals: 2168 4602
Charlotte Gjørup, hjemmeplejechef: 27 90 73 70.