Kvinde finder tre-årig dreng alene i Smedelundsgade
Drengens forældre var ingen steder at se.
Midt- og Vestsjællands Politi modtog torsdag eftermiddag et opkald af den slags, man bare håber og beder til, får et lykkeligt udfald.
I røret stod en kvinde. Hun er 39 år gammel, og ved hendes side var et barn. En dreng. Tre år gammel.
Problemet med det scenarie var, at kvinden ikke anede, hvem drengen var. Hun havde fundet ham på Smedelundsgade i Holbæk.
Drengens forældre var ingen steder at se.
– Man kunne forestille sig, at de har haft bange anelser, siger Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Newsbreak.dk.
Kvinden reagerede prompte, da hun ringede til politiet for at melde, at hun havde fundet det enlige barn. Og kort tid efter kunne politiet så tale med kvinden igen.
– Heldigvis fik vi en ny underretning få minutter senere, siger Carsten Andersen.
Da var forældrene nemlig dukket op, og så blev familien genforenet.
Men hvordan drengen var blevet væk til at starte med, det melder historien intet om.