Kvinde får erstatning af natklub for diskrimination
Kvinde med anden etnisk oprindelse blev afvist af dørmanden, da hun med sine venner ville ind på en natklub.
Det var i strid med loven om etnisk ligebehandling, da en kvinde med anden etnisk baggrund end dansk og hendes venner som de eneste blev nægtet at komme ind på en natklub.
Sådan lyder det i en ny afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet, som har behandlet kvindens klage. Nævnet giver kvinden ret til en godtgørelse på 5000 kroner, som den pågældende natklub skal betale.
Natklubben nægter pure at have afvist kvinden på grund af hendes hudfarve.
Dørmand gav ikke grund til afvisning
Ifølge kvinden stod hun i kø for at komme ind på natklubben sammen med to af sine venner, da en dørmand kom hen til dem.
Han gjorde dem opmærksom på, at de desværre ikke kunne få adgang til natklubben den aften.
Ifølge kvinden var det udelukkende hende og hendes venner, som blev antastet af dørmanden, selvom der stod flere andre i kø foran dem.
Kvinden spurgte dørmanden, hvorfor netop de blev nægtet adgang til natklubben, men hun fik ikke noget svar.
Sådan fortæller hun i sit partsindlæg, som kan læses i Ligebehandlingsnævnets afgørelse.
Natklub: Ansatte og gæster er blandet nationalitet
Natklubben har oplyst til Ligebehandlingsnævnet, at både dens ansatte og gæster er af forskellige nationaliteter, hvorfor klubben har svært ved at tro på, at kvinden er blevet nægtet adgang på baggrund af etnicitet.
Den dørmand, der afviste kvinden, er selv af anden etnisk oprindelse, lyder det fra natklubben.
Alligevel mener Ligebehandlingsnævnet, at kvindens forklaring tyder på, at der var tale om diskrimination. Derudover har natklubben ifølge nævnet ikke kunnet bevise det modsatte.
/ritzau/