Kvinde dræbte 10-årig kusine: Låste pigen inde i plastikkasse hele natten

Der var kun få små lufthuller i kassen, næste morgen, da hun blev fundet død, var der 38 grader varmt.

Sammantha Allen er blevet kendt skyldig for mordet på sin 10-årige kusine.Foto: Maricopa County Sheriff’s Department
Foto: Maricopa County Sheriff’s Department

Offentliggjort Sidst opdateret

En kvinde fra den amerikanske delstat Arizona er blevet kendt skyldig i mord, efter hun har låst sin 10-årige kusine inde i en plastikkasse. Pigen var låst inde i kassen, der stod udenfor hele natten til trods for, at temperaturen kom helt op på 38 grader. Den lille pige blev kvalt i kassen. Det skriver CBS News.

28-årige Sammantha Allen har været anklaget for at hjælpe sin mand med at låse 10-årige Ame Deal inde i en kasse i juli 2011, som en form for straf over  for pigen. Mandag blev juryen enig: Hun er skyldig.

Stegende varmt i kassen

Det må have været kvælende varmt i kassen, som kun havde små huller ved håndtaget og den lille pige endte med at blive kvalt. Anklagerne vil havde dømt Allen til døden. Tirsdag begyndte retssagen omkring strafudmålingen.

Ifølge myndighederne blev Ame kvalt og fundet død næste dag. Da hun blev fundet var temperaturen helt oppe på 38 grader.

Udover mord er Allen også blevet kendt skyldig i børnemishandling. Anklagerne mener, at pigen blev låst inde i kassen som en straf for at have stjålet en slikkepind og spist den. Familien påstod først, at Ame havde gemt sig i kassen, mens hun legede gemmeleg om aftenen.

Mishandlet af hele familien

Allens advokat påstod under retssagen, at formen for straf var almindelig i hjemmet og at den 10-åriges tante havde bedt om det. Tanten var pigens værge. Ifølge Allens advokater var hun skyldig i børnemishandling, men ikke mord.

Myndighederne mener derimod, at den lille piges død skete, efter hun var blevet mishandlet i lang tid af flere familiemedlemmer. Pigen boede sammen med 10 voksne og børn i et hus med tre soveværelser og to badeværelser.

I retten  blev der diskuteret om Allen havde bedt sin mand om at lukke pigen ud af kassen, inden hun faldt i søvn. Mandens retssag skal starte 7. august. Han er også tiltalt for mord og børnemishandling.

Boede i “frygtens hus”

Tre andre familiemedlemmer er blevet dømt for at mishandle pigen, og de er lige nu i fængsel. Pigens far, David Deal, har også erkendt sig skyldig i forsøg på børnemishandling og blev sendt bag tremmer. Pigens tante er blevet dømt til 25 års fængsel for det samme.

I 2011 kom det frem, at Ame havde boet i “frygtens hus”. Ifølge politiet havde de voksne, der skulle passe på hende, i stedet tvunget hende til at sove på gulvet i bruseren, puttet chilisovs i munden på hende, når hun løj og jævnligt låst hende inde i en lufttæt kiste som straf.

– Jeg tror ikke, at en forbrydelse kan være mere forfærdelig, fortalte Trent Crump ved Phoenix Politi i 2011.

Powered by Labrador CMS