Kvæg overlevede syv års tørke: Da regnen kom faldt de som fluer

Kraftig regn så ud til at være redningen oven på syv års tørke. I stedet blev det begyndelsen på en tragedie.

Offentliggjort Sidst opdateret

Indbyggerne, og måske især kvægbønderne, i den australske delstat Queensland så længselsfuldt frem mod en række kraftige regnskyl, der så ud til at have kurs mod den hårdt prøvede del af Australien, hvor de i syv år har døjet med en voldsom tørke.

Ganske vist kom både mennesker og kvæg – der er omkring 11,1 millioner kvæg i delstaten – nogenlunde gennem de syv varme år, men da først regnen faldt, faldt kvægbestanden også. Faktisk faldt de store dyr døde om som fluer.

Det skriver flere amerikanske medier, der kan berette om, at helt op mod 500.000 dyr er døde i den voldsomme regn, der indfandt sig i begyndelsen af februar. Midt i den australske sommer. Det resulterede i voldsomme oversvømmelser, og billeder af flygtende køer begyndte at dukke op.

Vandt er for længst løbet bort, og tilbage er så bunkevis af lig af kvæg. Der ligger i den bagende sol. Myndighederne har udråbt det til en national krise, fordi det især i Queensland er en stor industri at være kvægbonde. Det anslås, at de døde kvæg har en værdi af 213 millioner amerikanske dollar.

Queensland er hjem for omtrent halvdelen af hele Australiens kvæg. En af de Queensland-baserede farmere, Rachel Anderson, fortæller CNN, at hun har mistet omtrent 2000 stykker kvæg i oversvømmelserne. Endnu flere forventes at dø af følgesygdomme.

Andersen ejer en gård når Julia Creek i det vestlige Queensland, og situationen er for hende alvorlig. Familien, der også tæller fem børn, er i dyb gæld efter den årelange tørke, hvor kvæget er blevet håndfodret af nød.

Powered by Labrador CMS