Kurdere stormer EU-Parlamentet under høring

Jyrki Katainen er udset til posten som næstformand og EU-kommissær for job, vækst og investeringer. Foto: Yves Logghe/AP
Offentliggjort Sidst opdateret

En større gruppe demonstrerende kurdere er trængt ind i parlamentet, mens Jyrki Katainen høres som kommissær.

Efter en stribe politisk stormfulde høringer i EU-Parlamentet er der forholdsvis roligt, mens finske Jyrki Katainen indtager stolen, udset til posten som næstformand og EU-kommissær for job, vækst og investeringer.

Dramaet foregik for en gangs skyld uden for selve høringslokalet, hvor en større gruppe kurdere er trængt ind i parlamentet med flag og bannere i en demonstration imod gruppen Islamisk Stat, der hærger i Syrien og Irak.

De nægter at forlade parlamentet, før de kommer i dialog med parlamentarikere.

De mange kurdere har sat sig i et større opholdsrum på tredje sal i parlamentets største bygning, Altiero Spinello.

Inde i en sidebygning sidder den tidligere finske statsminister og klarer sig stille og roligt igennem sin høring foran fem af parlamentets udvalg ved at fortælle om, hvordan han vil “skabe vækst og arbejdspladser” i Europa.

– En af tragedierne fra denne krise er, hvordan den har delt EU, og det vil tage tid at samle Europa igen. Men jeg tror på, at vi kan blive forenet igen, siger Katainen og tilføjer, at det er et overordnet politisk mål for ham.

Katainen besluttede tidligere på året at trække sig som Finlands statsminister for i stedet at gå efter et EU-topjob.

Den 42-årige finne blev også i en periode nævnt som mulig afløser til enten EU-præsident Herman Van Rompuy eller kommissionsformand José Manuel Barroso, men finnens stjerne falmede, da spillet om posterne tog til.

I stedet blev han valgt som Finlands kommissær, og den kommende kommissionsformand Jean-Claude Juncker gav ham en af de tunge poster som næstformand for et kerneområde.

– Jeg trådte tilbage som statsminister for at arbejde med mine kolleger i Europa. Jeg er stolt over at være europæer, siger Katainen.

Finnen er ikke ked af at fremhæve egne bedrifter fra tiden som regeringschef i Finland.

Han erklærer sig blandt andet skeptisk over virkningen af de nuværende grønne afgifter, da medlemsstaterne ikke altid bruger “de mest effektive værktøjer”.

– Jeg har selv været med til at skabe et afgiftssystem for brændstoffer, og det begyndte at virke fra dag ét. Udledningen begyndte at falde, siger Katainen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS