Kunne ikke redde Bibbi
Stylisten Bibbi Bergholdt modtog livreddende førstehjælp, men hendes liv stod ikke til at redde
Den kendte stylist Bibbi Bergholdt har mistet livet. Hun døde som følge af en røgforgiftning tirsdag morgen.
Det skriver Ekstra Bladet.
Bibbi Bergholdt blev fundet i sin lejlighed Dronningens Tværgade i det indre København. Der var kraftig røg i lejligheden, som stammede fra en gryde.
Stylisten blev 75 år gammel.
-En smuk død
Ekstra Bladet har været i kontakt med den afdøde stylists søn, Nicolas Bergholdt.
- Familien er selvfølgelig chokerede, men vi trøster os ved, at det er en smuk død, at man ligger derhjemme og sover stille ind i stedet for at ligge på hospitalet, fortæller han.
Det var Bibbi Bergholdts naboer, der slog alarm over røgen og tilkaldte brandvæsenet, fortæller sønnen videre.
De rykkede ud klokken 2.47 natten til tirsdag.
Da politiet og brandvæsenet nåede frem, blev der ydet livreddende førstehjælp, men hendes liv stod ikke til at redde.
Smukkeserede folketingspolitikerne
I mange år var stylistens job at smukkesere folketingspolitikerne, da hun var ansat på Christiansborg.
Hun har også arbejdet som stylist på flere danske spillefilm.
Bibbi Bergholdt efterlader sig både børn og børnebørn.