Kun synet kunne stoppe Dame Dench

Den britiske skuespiller Judi Denchs filmkarriere tog for alvor sen fart efter rollen som M i syv James Bond-film, da hun var langt oppe i 60'erne og 70'erne

Offentliggjort

Selv om en af de største nulevende og Oscar-vindende engelske skuespillere, Judi Dench, 9. december fylder 90 år, er det ikke alderen, der nu har sat en stopper for en lang og glorværdig skuespillerkarriere.

I stedet er det øjnene. 

I mange år har Dench lidt af den fremadskridende øjenforkalkning AMD. 

Det har gjort det tiltagende umuligt for hende at læse sine egne filmmanuskripter og orientere sig fysisk.

Syv James Bond film 

Judi Dench ville uanset sin høje alder bare have kørt på ufortrødent. Blandt de mange sællerter, hun har medvirket i, er ikke mindre end syv James Bond-film som M - James Bonds barske boss og leder af MI6.

Det bringer hende i Bond-sammenhæng op på niveau med de to mest langtidsholdbare 007-skuespillere, Sean Connery og Roger Moore.

Allerede efter 007-debuten i "GoldenEye" i 1995 tog den dengang 61-årige Judi Denchs popularitet og filmkarriere himmelfart.

I 1997 spillede hun rollen som dronning Victoria i filmen "Mrs. Brown". Rollen gav hende en oscarnominering som første af i alt otte. Den seneste i 2014.

Her brillerede Englands nok største nulevende skuespillerinde i en alderssvarende præstation som en gammel kvinde, der leder efter sin bortadopterede søn i filmen "Philomena".

Judi Dench fotograferet ved premieren på Bond-filmen "No Time To Die" i 2021. Den 9. december fylder hun 90 år.

Blev 'Dame' i 1988

I 1999 fik hun sin første Oscar for en birolle, der kun varede godt fem minutter, i "Shakespeare in Love" - endnu en af de dronningeroller, der klæder hende, og denne gang som dronning Elizabeth I.

Allerede i 1988 kunne hun dog personligt smykke sig med den royale adelstitel "dame".

At Judi Dench blev en succesrig og prisbelønnet filmskuespiller, lå slet ikke i kortene. Fra karrierens spæde start blev hun endda frarådet at springe fra teatret til biograflærredet.

I stedet manifesterede hun sig i flere årtier blandt britisk teaters leading ladies i store klassiske roller for National Theatre Company og Royal Shakespeare Company.

Nye filmtilbud 

Men med oscarnomineringen for "Mrs. Brown" strømmede det ind med nye filmtilbud.

Dog nu med en ekstra udfordring i form af den arvelige øjensygdom. Derfor var hun længe afhængig af, at andre læste manuskriptet højt for hende.

Hun var i 30 år gift med skuespilleren Michael Williams frem til hans død af kræft i 2001. Sammen har de datteren Finty Williams, som også er skuespiller.

Judi Dench har siden 2010 dannet par med naturforkæmperen David Mills, stifter af British Wildlife Centre i Surrey.

Powered by Labrador CMS