Kun en dansker gennem nåleøjet til golftour

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Syv danskere har i denne uge forsøgt at spille sig til et tourkort. Det lykkedes kun for én af dem.

Kun en enkelt dansk golfspiller får adgang til næste års European Tour-sæson ud over de syv, der allerede var kvalificeret.

Det står klart, efter at sjette og sidste runde af den såkaldte Final Stage ved European Tours kvalifikationsturneringer er afviklet.

Den dygtige spiller er 30-årige Lasse Jensen, der sluttede som en delt nummer 18 af de 156 spillere, der stillede til start på PGA Catalunya i Spanien.

Dermed var han blandt de 27 spillere, der fik lov at spille med på Europas højeste niveau i næste sæson.

Lasse Jensen debuterede som European Tour-spiller i 2013 og var tæt på at kvalificere sig via Challenge Touren i år.

En 21.-plads på pengelisten var dog ikke nok, og derfor måtte han bevise sit værd ved Final Stage.

Her trak både Joachim B. Hansen og Christian Gløët en nitte. De lå som henholdsvis nummer 19 og nummer 29 inden finalerunden, men runder i tre over par og fem over par betød, at de rykkede langt ned i stillingen.

Gløët fik ellers den perfekte start på turneringen, da han med en runde i 64 slag lagde sig i spidsen på førstedagen.

Både Mads Søgaard og Jeppe Huldahl klarede ligesom ovenstående også cuttet efter fire runder, men måtte på grund af sekundære placeringer også nøjes med en plads på næste års Challenge Tour.

De syv spillere, der allerede var klar til European Tour inden denne uge, er Thomas Bjørn, Thorbjørn Olesen, Morten Ørum Madsen, Lucas Bjerregaard, Anders Hansen, Søren Hansen og Søren Kjeldsen.

Dermed bliver der kun otte danskere på Touren i 2015 mod ni i år. Mens Lasse Jensen altså er ny, lykkedes det ikke for Joachim B. Hansen og Andreas Hartø at forlænge opholdet i det fine selskab.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS