Kulturhovedstaden fattes kultur-millioner

Aarhus Kommune risikerer selv at skulle finde penge i budgettet til 2017, når Aarhus skal være europæisk kulturhovedstad. Skolesalg trækker ud. Foto: René Lind Gammelmark
Offentliggjort Sidst opdateret

I 2017 skal Aarhus være europæisk kulturhovedstad, og kommunen har i den forbindelse lovet at finde 100 millioner kroner – der mangler stadig 77.

Da Aarhus Kommune skal være europæisk kulturhovedstad i 2017, har kommunen lovet at finde 100 millioner kroner til afviklingen. De er der bare ikke.

Det skriver Jyllands-Posten.

Status er, at kommunen betaler 20 millioner kroner i årlige afdrag til 2017-fonden, men mangler at betale 77 millioner kroner. Ydermere har kommunen taget et lån på 12 millioner kroner i kommunekassen til at kunne betale afdragene.

I Byrådet er et flertal, et bredt et af slagsen, enigt om, at pengene nok skal finde, så projektet får sine 100 millioner. Kan de 77 manglende millioner ikke findes, må kommunen lægge ud.

Salg af skole

Et centralt punkt er salget af Brobjergskolen. Den er endnu ikke sat til salg – for der mangler plads til skolens mange brugere.

– Det er en ret kompliceret sag med en stor kabale, der skal gå op. Tidsplanen er ikke helt kortsigtet, og jeg kan ikke sætte årstal på, siger kulturchef i Aarhus Kommune, Ib Christensen.

Fra politisk hånd er der en tro på, at pengene nok skal komme hjem, om ikke andet må kommunen selv finde dem i budgettet.

– Nogle gange må vi sætte os et politisk ambitiøst mål og så finde løsningerne hen ad vejen. Det har vi gjort i forhold til 2017, og selv om vejen er lidt stenet, må vi holde fast, og jeg er overbevist om, at det vil lykkes at finde rigtig gode løsninger for dem, der bor på skolen i dag, så skolen kan sælges. Men det er muligt, at vi først har tingene helt på plads om tre eller fire år, siger Steen B. Andersen (S), formand for kulturudvalget.

Powered by Labrador CMS