Kryptisk melding om genåbning fra Mette F.
Statsministeren siger til DR, at genåbningens næste trin skal være sundhedsmæssigt forsvarligt.
Der bliver først taget en beslutning om, hvad der bliver en del af den næste fase af genåbningen, når vi er “meget tæt” på den 10. maj.
Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i DR-programmet 21 Søndag.
– Vi kommer først til at træffe en beslutning, når vi er meget tæt på den 10. maj.
Ifølge Mette Frederiksen skyldes dette, at det endnu ikke er til at vide, hvordan smitten i samfundet udvikler sig. For det er en “lumsk sygdom”.
– Det kan se anderledes ud om nogle dage. Der går tid, fra man bliver smittet, til man bliver alvorligt syg, siger statsministeren.
Folketingets partier forhandler i disse dage om, hvilke dele af samfundet som kan blive en del af den såkaldte fase to af den gradvise genåbning.
Regeringen har meddelt, at den forudser, at der kan blive tale om en yderligere genåbning efter 10. maj, såfremt udviklingen med coronavirus i Danmark går den rigtige vej.
Skal være forsvarligt
Mette Frederiksen siger til DR, at det er vigtigt, at skridtene, der tages, er sundhedsmæssigt forsvarlige.
– Vi kigger på, hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt, og hvad der hurtigst og bedst gavner dansk erhvervsliv, siger hun.
Mette Frederiksen tilføjer, at det også kan blive aktuelt at tage nogle hensyn for dem, som oplever nogle mere “menneskelige omkostninger” ved krisen.
Her henviser statsministeren til, at det allerede nu er besluttet at give plads til besøg på eksempelvis plejehjem. Et valg, der altså ikke er taget ud fra “ren økonomi”, siger hun.
Det danske samfund blev mere eller mindre lukket ned, da coronavirusset begyndte at brede sig i marts.
I omkring fem uger holdt skoler, institutioner, restauranter og frisører dørene lukkede for besøgende.
Men umiddelbart efter påske blev de første skridt i genåbningen taget, da de mindste børn sammen med tandlæger, frisører og køreskoler var blandt de første til at lukke dørene op igen.
Risiko ved begge dele
Mette Frederiksen siger til DR, at selv om udviklingen går den rigtige vej i øjeblikket med blandt andet færre indlagte, så kan der både være en risiko ved at åbne for hurtigt og for langsomt.
– Åbner vi for hurtigt og for meget, så risikerer vi, at smitten kommer ud af kontrol.
– Hvis vi er for forsigtige og langsomme og ikke bruger det forspring, vi har i Danmark, så er der også en risiko forbundet med det, siger statsministeren.
Hun vil ikke komme nærmere ind på, hvilke områder hun og regeringen taler for at åbne næste gang.
– Jeg kommer ikke umiddelbart til at sige, hvad der åbner op, fordi det kommer han på, hvordan det udvikler sig, siger hun.
I galleriet ovenfor kan du se, hvordan risikoen for smitte er på udvalgte steder i Danmark.